Hvor bliver det enkelte menneske af?

Mennesket er et ansvarligt væsen men fratages sin ansvarlighed og dermed sin menneskelighed i sygehusvæsenet. Som konsekvens af den videnskabelige metode fratages brugere af det etablerede sygdomsbehandlingssystem medansvar for egen krop og sygdomsbehandling. Den diagnosespecifikke behandling usynliggør patienten.

Der er p.t. meget debat om sygehusvæsenet. Det er ikke almindeligt, at teologer blander sig i debatten og forsøger at indkredse og karakterisere for derpå at kritisere et menneskesyn og den deraf følgende behandlingspraksis i sygehusvæsenet.

Men da debatten hviler på værdier og menneskesyn, er det rimeligt at bidrage også med en teologisk kritik af det menneskesyn og den deraf følgende behandlingspraksis, der råder i sygehusvæsenet. Og lad mig straks sige, at det menneskesyn for mig at se på afgørende punkter strider mod både et humanistisk og et kristent menneskesyn.

Min argumentation er humanistisk men båret af en teologisk tankegang.

Ansvar for sit eget liv

Helt fundamentalt i et humanistisk (og et kristent) menneskesyn er, at mennesket, fra det er personlig myndigt, har ansvar for sit eget liv. Det har ikke kun ansvar for sit eget liv, men sit eget liv har det i hvert fald ansvar for.

Patientgørelse

I det etablerede behandlingssystem er grundlaget for behandlingen den positivistiske sygdomsforståelse, hvor patienten med sin sygdoms- og selvforståelse ikke må have medansvar for behandlingens udførelse.

Kritikken af det etablerede behandlingsvæsen/system går først og fremmest på, at brugeren principielt, og i høj grad også i praksis, gøres til patient, fratages ansvaret for sit eget liv og sin egen sygdomsbehandling og ikke bliver set og behandlet som individ i dets forskellighed fra andre.

Et eksempel: En ansøgning i 2007, grundigt argumenteret og formuleret på engelsk, om penge til et forsøg, som skulle vise evt. betydning af patientens medansvar for egen sygdomsbehandling, blev afvist af Det strategiske Forskningsråd med, at det ikke havde nogen nyhedsværdi! Betyder det, at man allerede nu ved tilstrækkeligt om patienters medansvar for egen sygdomsbehandling? Næppe, men når det ikke har nogen nyhedsværdi, er det fordi patientansvarlighed er en forstyrrende faktor i det positivistiske forskningsområde.

Den videnskabelige metodes passivisering og ansvarsfratagelse

Systemets behandling af brugerne hænger sammen med selve den videnskabelige metode, som undersøgelserne og behandlingerne bygger på, det mekanistiske, objektiverende videnskabsparadigme, eller Det lægevidenskabelige paradigme, ifølge hvilket materien/patienten, som hos Newton, forventes at forholde sig passiv og uden bevidsthed. Den erkendelse, der styrer lægevidenskaben, er først og fremmest, at erkendelsen søges udtrykt i universelle lovmæssigheder, som beskriver de mekanismer, der virker i naturen og er årsag til de regulariteter og fænomener, vi kan iagttage og/eller måle.

Om sammenhængen mellem lægevidenskab og passiviseringen og ansvarsfratagelsen i det etablerede sygehusvæsen skriver Laila Launsø (der med udgangspunkt i danske forhold har undersøgt og skrevet disputatsen »Det alternative behandlingsområde. Brug og udvikling, rationalitet og paradigme« 1996, s. 207): »Det bliver således lægevidenskabens opgave at afdække og beskrive sygdomsmekanismer i et rum, hvor individets/den udforskedes bevidsthed, viden, selvforståelse, ansvar, fortolkningspraksis ikke råder, dvs. at viden, bevidsthed etc. kan udgå som variable« [forfatters fremhævelse, red.]. At det etablerede sygehusvæsen »metodisk udvikler behandlingsteknologier, der ikke har afkrævet klienten en aktiv og engageret rolle i sygdomsbehandlingsarbejdet ... har gjort, at mange brugere af systemet har følt, at de mistede deres suverænitet over kroppsyken og sygdom. De har følt sig som objekter for behandlingsteknologier. Det har været svært for brugere at påtage sig noget ansvar. I denne sammenhæng er det tankevækkende, at folk, der søger alternativ behandling, netop formulerer, at de ønsker at få mulighed for at tage ansvar for deres krop og sygdom i et behandlingsforløb« (Launsø, 1996, s. 126).

At blive set

Et andet kritikpunkt af det etablerede behandlingssystem går på, at brugeren ikke bliver set og behandlet som individ i dets forskellighed fra andre.

Et eksempel: En skoletandlæge, daværende kollega til min kone, formanede engang en skoleelev i en af de mindre klasser: »Nu skal du gå hjem og sige til din mor, at hun skal hjælpe dig med at børste tænder.« Ved et tilfælde var en kollega kvik og spurgte eleven: »Har du en mor?« »Hun blev stukket ihjel af min far med en kniv for tre dage siden!« kom det stakåndet fra drengen. Et eksempel på, at der her ikke var nogen »standardvejledning«, men at man måtte tjekke, om standardvejledningen nu også passede til præcis denne patient.

Det ligger i et humanistisk menneskesyn, at mennesker er forskellige, og at et ethvert menneske må ses i sin individualitet. Det er uværdigt for patienter at blive behandlet som en sygdom og ikke som et individuelt menneske. I det lægevidenskabeligt funderede behandlingssystemet får patienter med samme diagnose principielt samme behandling. Som overlæge Christoffer Johansen skrev i en kronik i Politiken den 30. august 2007 i anledning af Lægeforeningens 150-års-jubilæum: »I århundreder har arbejdet [som læge] som hovedakse haft den præcise diagnose, hvortil der er knyttet den diagnosespecifikke behandling.«

Den sunde fornuft siger, at menneskers fysiologier er forskellige og reagerer forskelligt. Det bekræftes så (heldigvis!) også konkret af, at medicinske præparater virker forskelligt i mennesker. Mere end 90% af medicinske præparater virker således på mindre end halvdelen, kun på 30-50 % af befolkningen (if. Allen Roses, vicepræsident i medicinalgiganten GlaxoSmithKline, i et interview i avisen The Independent den 8. december 2003).

Vel er der bestræbelser for at tale med patienterne og yde omsorg, men hverken de økonomiske eller politiske forhold, og altså slet ikke den videnskabelige metode, fremmer en proces for at behandle mennesker individuelt, og ikke bare som bærer af objektive målinger.

Som Christoffer Johansen skrev i sin kronik: »... der er en afgrundsdyb kløft mellem den enorme fokusering på dette emne [diagnosticering] og så nødvendigheden af at iværksætte den helbredende adfærd hos patienten.«

Økonomiske interesser

Hele spørgsmålet om patientbehandling og manglende mulighed for brugeransvarlighed hænger selvfølgelig også sammen med forhold, som ikke direkte kan underkastes en humanistisk eller teologisk analyse, f.eks. forholdet til medicinalindustrien. Så det lader vi her ligge.

Brugerinddragelse i regeringens standardiserings- og kvalitetsreform

Regeringen har introduceret begrebet »brugerinddragelse« i sin moderniserings- og kvalitetsreform af den offentlige sektor »Den danske kvalitetsmodel« fra 2002 og 2004, som nu er fremlagt til debat.

Men brugerinddragelsen er ikke tænkt som brugeransvarlighed. Brugerinddragelsen skal i regeringsreformen standardiseres og vurderes efter metoder så tæt på den positivistiske, lægevidenskabelige som muligt.

Jeg spørger så: Hvor bliver det enkelte menneske af? Er ethvert menneskeligt møde, i den åndelige og moralske kontakt, ikke enestående og kan ikke måles i standarder?

Selve begrebet »brugerinddragelse« peger den helt forkerte vej. Hvem er det, der inddrager? Det ligger i sproget, at det er lægen. Og hvem afgør, i hvilket omfang brugeren inddrages? Det er vel også lægen.

Hele perspektivet i begrebet »brugerinddragelse« er forkert.Det burde hedde »brugeransvarlighed« og »lægeinddragelse«. Det burde være brugeren, der afgjorde, i hvilket omfang han/hun ville inddrage lægen. Der er selvfølgelig undtagelser, hvor brugeren ikke kan tage ansvar (besvimelse osv.). Men i princippet burde brugeren være ansvarlig for sin egen krop og sin egen sygdomsbehandling.

Til den modsatte side er der selvfølgelig grænser for, hvad brugeren kan »kræve«. Patienten/brugeren kan jo ikke ligge som Jeppe på Bjerget og kræve alverden. Her er det selvfølgelig politikerne, der skal trække grænser. Men i f.eks. Tyskland er der langt bedre offentlig støtte til alternativ behandling end i Danmark.

Placebo

Nærmest tragisk (men det er jo en trossag) er den måde, lægevidenskaben ser på den såkaldte placeboeffekt (at helbredelsesprocessen går bedre, hvis brugeren tror på behandlingen). I stedet for kun at se placeboeffekten som en forstyrrende faktor, kunne man også se den som udtryk for livsopbyggende kræfter i mennesket. Og hvorfor dog ikke udnytte det?

At fratages sin menneskelighed

Der er i sygehusvæsenet bestemt intentioner om, at god lægegerning skal indbefatte større lydhørhed, indlevelsesevne og bedre kommunikation. Men hvad tror lægerne selv, det gør ved helbredelsesprocessen, at brugeren fratages sin menneskelighed?

Det ville være spændende med en dialog med lægeverdenen om det menneskesyn og den deraf følgende behandlingspraksis, der råder i sygehusvæsenet.