Hvor er Sundhedsstyrelsen?

Siden 1996 har det været kendt, at det var nødvendigt med en centralisering af esophagusresektioner (fjernelse af spiserør, som oftest pga. cancer) i Danmark for at forbedre kvaliteten og sænke morbiditeten (sygeligheden) og mortaliteten (dødeligheden) [1, 2]. Der er foreslået 3-5 centre til varetagelse af den funktion på landsplan. Dette er bl.a. begrundet i det faktum, at den perioperative mortalitet (dødelighed under og efter operation) i Danmark er ca. 11%, mens den i udlandet er ca. 3% på de bedste centre. Det skal dog nævnes, at sammenligning er vanskelig, da organisation af sygehusvæsen i udlandet er forskellig fra den danske model. Uden for diskussion er det dog, at esophagusresektion er en relativt kompliceret operation. Tyve operationer er af de fleste anerkendt som det minimale erfaringsgrundlag hos operatører og hele behandlersystemet (diagnostik, pleje, kirurgi, anæstesi, opfølgning m.m.).

Dette indlæg er inspireret af et foredrag jeg hørte for nylig vedr. kirurgisk behandlingskvalitet. En gruppe læger fra forskellige specialer har besluttet sig for at undersøge kvaliteten af deres eget arbejde i projektet: »Kvalitetsudvikling i kirurgien«. De har stillet spørgsmålet: Hvordan går det vores patienter under og efter operationsforløbet? I sig selv et ret banalt spørgsmål.

Udgangspunktet for undersøgelsen er Landspatientregisteret og den store mængde af informationer, som er registreret her. Som eksempel blev fremført resultater på data omkring esophagusresektioner, og det var her min lægelige indignation blev vakt.

I Danmark er der fortsat 26 afdelinger der har foretaget esophagusresektioner i perioden 1.1.1997 til 30.6.2000. Der er ca. 120 af disse operationer om året. På flere afdelinger er der foretaget én operation på tre år. Dødeligheden på disse afdelinger er påfaldende høj. Sundhedsstyrelsen har allerede i 1996 anbefalet, at operationen blev centraliseret til syv og senest fem steder. Anbefalinger som såvel Amtrådsforeningen som de faglige selskaber tilsyneladende er enige i.

Hvor er operatørens og hele behandlerteamets erfaringsgrundlag (og faglige ansvarlighed)? Jeg mener det er direkte uforsvarligt.

For nogle år siden var der en klagesag omkring en patient som døde under en sternalpunktur (knoglemarvsprøve fra brystbenet). Det var afdelingens procedure at foretage dette lidt usædvanlige indgreb ved knoglemarvspunktur i modsætning til den oftere benyttede cristapunktur (fra hoftekammen). Som jeg husker det, havde patienten knoglemetastaser i sternum (brystbenet), som derfor blev perforeret, og patienter døde pga. hjerteruptur (perforeret hjerte).

Det drejede sig her om en enkeltpersons fejl ved en anerkendt procedure.

Dengang var der ikke problemer med at uddele en påtale til lægen.

Skal det i 2003 være muligt at udføre en esophagusresektion med minimal erfaring inden for behandlersystemet uden konsekvenser? Er vi ikke alle interesserede i at behandle vores patienter så godt som overhovedet muligt?

Vi har her et helt system bestående af Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, faglige selskaber, sygehuse og individuelle kirurger som på trods af retningslinjer ikke fungerer. Der er tilsyneladende ingen, der gør noget ved problemet, selvom der bliver fremført den ene undersøgelse efter den anden, som bekræfter, at esophagusresektioner skal centraliseres på få afdelinger.

Et skræmmende perspektiv i hele denne problemstilling er: Hvad sker der så med alle de andre retningslinjer vi har? Er det også uden konsekvenser, hvis man heller ikke følger dem? Det drejer sig både om proceduremæssige og organisatoriske retningslinjer.

Der er altid det individuelle hensyn, man skal tage omkring proceduremæssige retningslinjer, fordi vi arbejder med enkeltindivider, men dette kan ikke influere på det organisatoriske. Hvis der er oplagte mangler, som råber på at blive udbedret, må beslutningen tages. Sundhedsstyrelsen er bekendt med problemet [3].

For mig, som ikke er kirurg, er det svært at se begrundelsen for, at der ikke sker noget.

Kære Sundhedsstyrelse - Som Vita Andersen siger i sin nye roman: »Get a life«.