Skip to main content

Hvor mange regioner kan der være i et musehul?

Anja Mitchell. Formand for Overlægeforeningen. E-mail: aumitchell@dadlnet.dk

28. okt. 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

N ormalt er regionerne hurtige på aftrækkeren, når sundhedsvæsenet udsættes for kritik. Behovet for at profilere sig som effektive og ansvarlige driftsherrer for landets sygehuse vejer tydeligvis tungt i de regionale hovedsæder.

Derfor er det bekymrende at iagttage den tavshed, som regionerne har pålagt sig selv i debatten om den voksende kontrol- og registreringsmani på sygehusene. En kontrolmani, som æder stadig mere af lægernes arbejdstid, og som truer med at undergrave engagementet i det reelle og nødvendige kvalitetsarbejde.

For lidt over to uger siden havde børnelæge Morten Staberg en kronik i Politiken, hvor han ganske tydeligt påviste, hvordan akkreditering, Den Danske Kvalitetsmodel og alle mulige lokale dokumentationskrav tilsammen gør det stadig vanskeligere for lægerne at udføre deres arbejde [1].

Spædbørns rygevaner

Børnelægen fra Herlev Hospital fortæller i kronikken stille og roligt, hvordan lægerne tvinges til at bruge en stor del af arbejdstiden på at udspørge små børn systematisk om f.eks. faldrisiko, forbrug af pibetobak og bjørnebryg, samt hvordan man skal slås med at angive smertetærskler med bamser, dokumentere kommunikationsproblemer med spædbørn osv. osv. Alt sammen helt uafhængigt af, om det har betydning for behandlingen eller ej. Derfor er det i øvrigt positivt, at Morten Staberg har iværksat en underskriftsindsamling i protest mod den omsiggribende dokumentationsmani [2].

Hans detaljerede beskrivelser af ophobningen af absurditeter i det, der skulle være kvalitetsarbejde, råber på en god forklaring fra regionerne. Men der er kun tavshed. Regionerne er tilsyneladende kollektivt krøbet i et musehul, men der skal de ikke have lov til at gemme sig. Det kan hverken patienterne eller personalet på sygehusene være tjent med.

Overlægeforeningen har gennem længere tid kritiseret dobbeltakkrediteringen i Region Hovedstaden, Den Danske Kvalitetsmodel og de voksende dokumentationskrav, som lægger beslag på enorme resurser, uden at der findes dokumentation for effekten.

Smarte udsagn

Regionerne har forsøgt at feje kritikken af bordet med smarte udsagn om, at den blot er udtryk for, at nogle overlæger vil tilbage til »gamle dage«, hvor overlægen egenrådigt bestemte alt på afdelingen, og at der skam ikke findes noget overflødigt bureaukrati. Hertil er kun at sige: Læs Morten Stabergs beskrivelse af hverdagen på et sygehus og døm selv!

Samtidig har repræsentanter for Den Danske Kvalitetsmodel forklaret, at det bestemt ikke er kvalitetsmodellens skyld, når lægerne er nødt til at bruge en stor del af arbejdsdagen på at indsamle ligegyldige oplysninger om patienterne [3].

Det er præcis her, at diskussionen bliver spændende. For hvis det ikke er Den Danske Kvalitetsmodel og andre kontrolsystemer, der er skyld i problemerne, og hvis det ikke er regionerne, der har bedt om at få indført de omfattende dokumentationskrav, hvem er så ansvarlig? Er der tale om et særligt bureaukratisk uhyre, som i ly af natten har sneget sig ind på sygehusene bag om ryggen på de ansvarlige politikere i regionerne? Jeg er sikker på, at svaret på disse spørgsmål vil blive læst med stor interesse af alle ansatte på sygehusene.

Overlægerne ønsker ikke at stoppe kvalitetsarbejdet, tværtimod! Vi ønsker en kvalitetsmodel, som virker. Og den findes allerede. Med nationale kliniske retningslinjer, der angiver den rigtige behandling, kan vi hæve kvaliteten mærkbart. Det har vi set på hjerteområdet, hvor lægerne frivilligt har udviklet landsdækkende kliniske retningslinjer.

Vores forslag indebærer, at vi vil måle på resultater i stedet for på processer. Det indebærer, at personalet ikke skal bruge tid på alle mulige irrelevante spørgeskemaer. Dette er i øvrigt i fuld overensstemmelse med det nye regeringsgrundlags afsnit om fornyelse af den offentlige sektor. Overlægeforeningen opfordrer regeringen og regionerne til at se fordomsfrit på det eksisterende kvalitetsarbejde og vurdere, om det virkelig ikke kan gøres bedre. I så fald kan de regne med fuld opbakning fra Overlægeforeningen.


Referencer

  1. Staberg M. Sundhed - med og uden sund fornuft. Politiken 10. oktober 2011.
  2. Læge samler underskrifter mod registreringssyndflod. www.ugeskriftet.dk (24. okt 2011).
  3. Christensen JG. Misbrug af dyrebare ressourcer. Politiken 29. september 2011.