Skip to main content

Hvor var du dommer?

Sven Rasmussen

2. nov. 2005
5 min.

Dommer er du. Og bøddel er jeg. Dit Ord er min Lov og Befaling. Om Dommen du fælder, er ret eller vrang - jeg indkræver kun dens Betaling. Heine

Vidneudsagnet er et centralt led i retsplejen, og det har indtil for nylig været den - hvad formel psykologisk uddannelse angår - forudsætningsløse jurist, der gennem sit praktiske virke har været autoriteten, når det gælder vidnepsykologi, og ikke psykologen af fag.

Juristens praktiske arbejde og psykologens eksperimentelle metode har imidlertid ikke været en hindring for at vidnepsykologien i sin tid etableredes som videnskabelig disciplin, og i årtierne omkring 1900 skabtes - som en syntese af fransk eksperimentalpsykologi og tysk retspraksis - en for retssikkerheden værdifuld syntese. På hjemlig grund illustreredes dette nogle årtier senere af en dansk jurist, den daværende rigsadvokat August Goll, og af den ligeledes danske arbejds- og eksperimentalpsykolog, Poul Bahnsen, der i øvrigt underviste i mange år på politiskolen i København.

En særstilling har børns vidneudsagn indtaget - eller anderledes udtrykt »børns gyldighed som vidner«. I Chr. V's danske lov fra 1683, hedder det: »Vidner barn, som er under 15 år, da kan det vidne hverken rejses eller fældes«. Det betyder, at barnets vidneudsagn ikke får følger for udfaldet af en retssag, og at vidnet ikke kan pålægges ansvar - barnet er således »ulovfast vidne«.

Senere blev der indskudt et mellemled kaldet de »tildels lovfaste vidner«, således at man i en historisk epoke fik tre kategorier af vidner: De lovfaste, de tildels lovfaste vidner og de ulovfaste vidner. De tildels lovfaste vidner kunne være større børn, der kunne udtrykke sig verbalt - ingen havde forestillet sig fældende beviser fra småbørn fremført i et videorum gennem fortolkning af deres kropssprog.

På sporet af den tabte tid?

Ved strafferetsreformen i 1930 indførtes fri bevisførelse, og distinktionen mellem de tre vidnetyper bortfaldt. Parallelt med vidneudsagn fra små børn, der endnu ikke har udviklet et sprog, er fældende vidneudsagn fra børn og voksne, der under eksplorerende og suggererende terapi får erindringer om incestoplevelser, der ellers ikke har været i deres bevidsthed.

At fæste lid til sådanne udsagn forudsætter dén fejlagtige antagelse, at erindringen, både børns og voksnes erindring, er som en film, der vilkårligt kan spoles tilbage, hvis der under sagsudredningen eller forhøret anvendes den korrekte teknik; denne misforståelse har givet seriøst arbejdende vidnespsykologer anledning til at danne begrebet »false memories«, og hvad der for et par slægtled siden lå psykologen Bahnsen og juristen Goll på sinde var netop suggestibiliteten som et alment psykologisk fænomen og suggestibilitetens specielle og invaliderende virkning på vidneudsagnet og at minde om erindringens evne eller tilbøjelighed til at udfylde lakunerne i hukommelsen. Som filosoffen Harald Høffding opfattede de den menneskelige bevidsthed som en ubrudt syntese under hvilken forestillingsevnen fuldstændiggør sig selv; Goll - som anede han, hvad der skulle komme - advarede imod at opfatte erindringen som »en fotografisk plade«, der vilkårligt kunne fremkaldes. Navnlig advarede Bahnsen og Goll mod børns suggestibilitet og den lethed, hvormed de blev ofre for manipulation, når de førtes som vidner og stereotypt stilledes over for det samme spørgsmål igen og igen.

Historiens nytte

Et eksempel fra tiden omkring 1900, da den omtalte tredeling af vidners gyldighed må antages at have været gældende, viser, at et barns vidneudsagn bestemt blev taget alvorligt. Det er hentet fra Otto Rungs erindringsbog »Fra min klunketid« og omhandler hans tid som ung juridisk embedsmand ved et af kriminalkamrene i København. Han skriver: »Men netop af den grund var også visse forbrydelser mod mindreårige meget almindelige. Og ingensinde vil jeg glemme det gribende syn af en tolvårig pige, som jeg så, endnu i sin skolepigedragt, stå for skranken, højt frugtsommelig efter en voldshandling af sin stedfader, en rødskægget og hellig skomager. (Altid havde jeg tænkt mig, at denne klichéagtige type alene forekom i romaner eller på scenen, men her havde jeg ham lyslevende for mig!)

Og den lille pige stod dér over for ham med sit blege og forstenede ansigt, der lignede Rosettis angstfulde barnlige madonna. Hun rettede sig med tindrende had i sine øjne, da den modbydelige slubbert hvæsede sin infame påstand: »Det var hende, der ville det selv!« - Og aldrig har jeg følt mig så rystet som af barnets dirrende udbrud: »Han lyver!«

Et eksempel på suggestibilitet, manipulation og erindringsforfalskning, der taler til os tværs gennem tid og rum, er den anklage for et blodskamsforhold mellem Marie Antoinette og hendes søn, den otte år gamle Dauphin, som demagogen Hébert fremførte for revolutionsdomstolen i 1793. Stefan Zweig skriver samtidig med Goll og Bahnsen i sin biografi om Marie Antoinette, at den otteårige drengs falske vidneudsagn mod sin moder vel kunne undre samtiden, men at vi moderne mennesker (i 1930!) ikke forbavses, da vor generation er så meget grundigere underrettet, når det gælder børns vidneudsagn. Marie Antoinette fortolker sin egen følelse - og forsamlingens skamfølelse - når hun siger, at det ikke er vanskeligt at få et otteårs barn til at sige, hvad man ønsker, det skal sige, når det isoleres fra forældrene og påvirkes systematisk, hvad barnet netop var blevet under opholdet hos en lige så revolutionær som velbetalt skomagerfamilie, medens den øvrige kongelige familie sad i fængsel.

Ideologien

Det forholder sig i vor tid, først i USA og nu også i Danmark, med den epidemiske spredning af justitsmord som under den franske revolution: Retsplejen varetages ikke af traditionelle, ubestikkelige jurister med den bagudskuende, regelstyrede og regelstyrende arbejdsmetode, men af fremadrettede ideologer, der opfatter retssystemet som ét middel blandt andre til ændring af samfundet og som vejen til magt og mammon. Suggestion og manipulation har igen fundet vej til retssalen: »Først da Bodil (psykologen) efter tre kvarter satte sig på hug ved siden af hende (barnet), holdt om hende og drejede stolen, så hun kun kunne se anklageren, fik Anne fortalt alt« (Politiken 30. nov. 1997). Det pekuniære aspekt bør ikke nedtones; anklager og den person, ofte en »terapeut« der leverer erklæring under sigtelsen og det fældende udsagn under anklagen, kan meget vel være økonomisk forbundne som ansatte eller ejere af private foretagender, der systematisk inddrager nye markeder gennem målrettet reklameaktivitet i den ene forvaltningsgren efter den anden og i retskreds efter retskreds.

Ondet kunne måske afhjælpes, hvis der skabtes en symmetri mellem anklager og den anklagede, således at også den anklagede fik en psykolog ved sin side. Men det er i strid med al retfærdighedsfølelse, al tradition og almindelig sund fornuft, at en dommer først skulle træde tilbage for én og herefter for to psykologer - naturligt ville det være, at han tiltvang sig sine gamle rettigheder og pligter - at udøve dømmekraft - og ikke affinde sig med at være eksekutor for ideologer, der mod betaling kun henviser til deres faglige kompetence og neutralitet.