Skip to main content

Hvordan sikres svage patienter i det åbne og gennemsigtige sundhedsvæsen?

Lektor Signild Vallgårda, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. E-mail: s.vallgarda@pubhealth.ku.dk

4. nov. 2005
3 min.

I Ugeskrift for Læger nr. 4 i år inviterer sundhedsministeren til debat om regeringens ønske om at skabe et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen. Lars Løkke Rasmussen indleder med at sige, at regeringen ønsker et sundhedsvæsen med lige adgang for alle patienter. Siden henvises der ikke mere til lighed i artiklen. (Til gengæld bruges offensiv tre gange, åben 24 gange og kvalitet 50 gange, enten alene eller som ordled).

Dette indlæg er ikke en kritik af bestræbelserne på at øge gennemsigtighed, sammenhæng i og kvalitet af det danske sundhedsvæsen, det er selvfølgelig positivt. Spørgsmålet er, om bestræbelserne får bivirkninger som er uhensigtsmæssige? Centralt i forslaget står, at patienterne skal have bedre mulighed for at vælge og deltage i patientforløbet. Det skal især ske gennem forbedret adgang til information. En information, som bliver tilgængelig gennem større åbenhed, forskellige overvågningssystemer, kvalitetsmodeller og akkreditering m.v. Udviklingen af et sådant sundhedsvæsen har utvivlsomt fordele, dem fremhæver sundhedsministeren selv, så det behøver jeg ikke at bruge plads på. Jeg ser fire mulige ulemper eller risici ved de foreslåede ordninger:

  1. Sygehusene prioriterer indsatsen på områder, som kan tiltrække patienter

    Hvad vil gennemsigtighed, øgede valgmuligheder og at pengene følger patienten betyde for sygehusenes prioriteringer? Det er kun de bevægelige patienter, de som formår at vælge andet sygehus eller en anden behandler end det/ den der ligger lige for, som det giver mening at søge at tiltrække. Evnen at vælge og forflytte sig kan være afhængig af uddannelse, sociale ressourcer og netværk og af den sygdom man lider af. Der er derfor risiko for, at sygehusene vil prioritere de behandlinger, disse stærkere grupper efterspørger.

  2. De svage patienter får ikke samme gavn af ordningen

    Alle patienter vil naturligvis have gavn af at sundhedsvæsenet generelt bliver bedre, men nogle vil gavnes mere end andre. Det drejer sig om dem, der er i stand til at vælge det, der passer netop dem bedst. De, der ikke kan overskue den information der gives, eller kun kan forstå den i meget forsimplet form, som ikke nødvendigvis siger noget om det, der er vigtigst for dem, får ikke samme valgmulighed.

  3. De dårlige afdelinger kan blive dårligere

    Bliver afdelinger bedre af at få flere penge, spørger sundhedsministeren. Det er meget muligt. Bliver afdelinger bedre ved at få færre penge? Det er mindre sandsynligt. Hvis pengene følger patienten, vil de afdelinger, som de velinformerede og handlekraftige patienter vælger fra, få færre penge. Hvis der oven i købet bruges ekstra penge på at belønne de gode afdelinger, vil der blive endnu mindre tilbage (i det mindste relativt set) til de, i de vælgende patienters øjne, mindre gode afdelinger. Måske kan det blive et incitament til forbedring, men det kan også skabe opgivenhed hos personalet og sætte en negativ spiral i gang. De patienter, som disse fravalgte afdelinger vil få relativt flere af, hvis systemet kommer til at fungere som tilsigtet, er dem, som ikke har ressourcer til at vælge. De svage afdelinger får de svage patienter.

  4. Det vil koste mange penge. Er de givet godt nok ud?

    Alle forandringer koster penge. De nye systemer vil givetvis koste mange penge, dels i form af den ekstra tid, sundhedspersonalet skal bruge på at indsamle de oplysninger, som kvalitetsmodeller og informationssystemer skal bygge på, dels i form af bearbejdning og formidling af oplysningerne. Det kan vel være, at de er givet godt ud, men er der foretaget beregninger over omkostningerne set i forhold til mulige gevinster?

Hvis det skulle gå så ilde, som jeg her i rollen som djævelens advokat, har skitseret, vil der blive brugt penge, som kunne have været brugt til behandling og pleje og på at sikre et system, som gavner de stærke patienter, i kraft af bedre valgmuligheder, og ved at sygehusene prioriterer deres lidelser og ved at de kan undgå de dårlige afdelinger. Det ville være godt, hvis sundhedsministeren kunne fortælle, hvordan disse, forhåbentlig utilsigtede, følger kunne undgås.