Hvordan styrker vi en målrettet udvikling i det danske sundhedsvæsen?

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

D e mange data, vi registrerer i sundhedssektoren både på hospitaler, i almen praksis og i kommuner, bør indgå som det samlede grundlag for planlægning og styring af såvel forebyggelsesaktiviteter som de konkrete kliniske ydelser på alle organisatoriske niveauer på hospitaler, i kommuner og i almen praksis [1, 2]. Dette kræver en fornuftig og forståelig afrapportering af resultater i en form, der understøtter konkret anvendelse i de enkelte organisationer både af klinikere og administratorer som grundlag for en vidensbaseret udvikling og styring. Der er gode eksempler på, at anvendelse af sundhedsdata og viden om patientpopulationer kan anvendes helt konkret som planlægningsværktøj. De amerikanske sundhedsorganisationer Kaiser Permanente og Veteran Administration er begge eksempler på sundhedsorganisationer, der meget håndgribeligt anvender databaseret planlægning og styring i betjeningen af deres patientpopulationer [3, 4]. Udviklingen i disse organisationer er i høj grad baseret på en grundlæggende viden om de patientpopulationer, de »betjener«, med hensyn til sociodemografi, forekomst af sygdomme og forbruget af sundhedsydelser. Begge organisationer har gennemgående elektroniske patientjournaler, der danner grundlaget for den omfattende dataregistrering.

Data og deriblandt kvalitetsmålinger bringer et centralt bidrag til sikring af den transparens, der er en nødvendig forudsætning for, at sundhedsvæsenet kan opnå en viden om og forståelse for både kvaliteten af de leverede sundhedsydelser og for forbrugsmønstrene og disses omfang både på hospitaler, i almen praksis og i landets kommuner. Læger og andre sundhedspersoner spiller en central rolle både i tolkningen af kvalitetsdata fra de kliniske databaser og i målinger fra rutinemæssigt registrerede patientadministrative data. Kvalitetsdata omfatter kvalitet i flere dimensioner: den kliniske kvalitet, den patientoplevede kvalitet, den organisatoriske kvalitet og ikke mindst de omkostninger, der er knyttet til forbruget af sundhedsydelser. Dataene giver mulighed for en vidensbaseret planlægning og styring af de sundhedsfaglige processer og ydelser samt i høj grad for den samlede udvikling og prioritering af resurserne i sundhedsvæsenet. Det vil med andre ord sige, at anvendelse af kvalitetsdata og andre typer af data er grundlæggende forudsætninger for, at klinikere og administratorer i sundhedsvæsenet kan sætte resurser ind der, hvor behovet er størst, og hvor den største gevinst opnås.

Antallet af opgaver i sundhedsvæsenet vil med stor sandsynlighed øges i de kommende år både pga. en ændret demografi i befolkningen med flere ældre og pga. flere teknologiske tilbud til borgerne. Resursetilførslen vil med stor sandsynlighed ikke blive øget. Det vil sige, at udfordringen bliver at stille skarpt på en tiltagende optimeret udnyttelse af sundhedsvæsenets resurser, og det er helt essentielt at udviklingen baseres på en dyb forståelse for både kvaliteten af ydelserne og de dermed forbundne omkostninger.

Hvordan får vi mest ud af kvalitetsmålinger?

For at sikre en høj udnyttelse af data er det centralt, at de data, der indgår i kvalitetsmålinger, er af høj kvalitet, dvs. at dataene er korrekte og fuldstændigt registrerede. For at sikre en høj datakvalitet er det vigtigt, at de personer, der registrerer data, finder dem meningsfulde. Derudover bør kvalitetsindikatorer være evidensbaserede, og dette vil også i høj grad styrke »troværdigheden« af data i sundhedsfagpersoners øjne. Registrering af data bør foregå i direkte forbindelse med udførelsen af den kliniske ydelser, der skal registreres. Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at tilbagerapporteringer af resultaterne fra de registrerede data foregår i tæt tidsmæssig relation til registreringen, således at resultaterne giver mening også tidsmæssigt. Samtidig er det betydningsfuldt, at resultaterne rapporteres i en form, der er forståelig og styrker den konkrete anvendelse af resultaterne, således at de kan anvendes i den kliniske hverdag i organisationerne. Formen og hyppigheden af tilbagerapportering bør tage hensyn til, hvem der skal anvende data: Er det klinikere og/eller administratorer, der skal tolke og forstå data? Foregår rapporteringen til en hospitalsafdeling eller rapporteres resultaterne til en eller flere kommuner, et hospital og almen praksis? Patienternes forløb foregår for manges vedkommende kun mellem hjem og egen læge. Andre patienter får ydelser i alle tre organisationer, og for disse patienter vil det være naturligt, at de tre organisationer planlægger de sundhedsfaglige indsatser i et samarbejde.

En høj grad af faglighed er grundlæggende for at opnå en både korrekt og høj udnyttelse af den viden, som data repræsenterer. Tolkning af kvalitetsdata og andre data, der er skabt i sundhedsvæsenet, kræver således både faglige færdigheder i de kliniske processer og forståelse for statistik og epidemiologi som forudsætninger for korrekt tolkning. Det er således hensigtsmæssigt, at data tolkes i tværfaglige fora med både læger, sygeplejersker og eventuelt andre sundhedspersoner, men også deltagelse af statistikere, epidemiologer og eventuelt sundhedsøkonomer kan være hensigtsmæssigt.

Det, der kan diskuteres, er naturligvis, hvilke data der skal registreres og med hvilke redskaber. Alle dataregistreringer kræver store resurser. Det er derfor et elementært krav, at såfremt en sundhedsydelse måles, da skal målingen også anvendes, for at den kan »tjene sig hjem igen«. Så længe vi ikke har elektroniske patientjournaler som et gennemgående redskab i vores sundhedsvæsen, kræver det en del ekstra resurser at registrere data, hvorfor det er yderligere fundamentalt at kun de data, der er helt centrale, registreres.

Erfaringer fra andre sundhedsvæsener

I andre sundhedsvæsener har man vist, at det er muligt at sikre en relevant og evidensbaseret udvikling af de kliniske ydelser baseret på en høj grad af angiotensinkonverterende enzym. databaseret vidensgrundlag. Resultater fra kvalitetsmålinger, ofte kombineret med andre typer af data, anvendes i mange sundhedsvæsener som et væsentligt bidrag til sikring af en evidensbaseret målrettet udvikling af de kliniske ydelser og styring af resurserne. De amerikanske forsikringsorganisationer Kaiser Permanente og Veteran Administration har begge en yderst bred dataregistrering baseret på anvendelse af gennemgående elektroniske patientjournaler. Begge organisationer er kendetegnet ved at kunne tilbyde deres medlemmer en meget høj kvalitet i de sundhedsfaglige ydelser. Eksempelvis har Kaiser Permanente kunnet påvise en signifikant reduktion i risikoen for akut myokardieinfarkt og apopleksi ved udbredt medicinsk behandling med statiner og angiotensinkonverterende enzym-hæmmere i risikogrupperne baseret på en databaseret identifikation af patienterne i risikogruppen (patienter med diabetes og/eller koronararterielidelser) [5]. Den høje kvalitet tilskriver organisationerne selv en udvikling, der er baseret på en høj grad af datatilgængelighed, hvilket sikrer en grundlæggende forståelse og transparens vedrørende de su ndhedsfaglige ydelser, patientforløb og omkostninger i organisationen.

Vi kan i høj grad lade os inspirere og tage ved lære af disse organisationer. De problemstillinger, vi har i vores sundhedsvæsen, adskiller sig ikke væsentligt fra de problemstillinger, der findes i blandt andet de to nævnte organisationer. Bent Hansen, formand for Danske Regioner, udtalte til den nationale kvalitetskonference i november 2011: »Sørg for at lære af de gode eksempler«, og det vil vel sige, at udenlandske eksempler også er velkomne i det danske sundhedsvæsen.