Skip to main content

BLOG - Sandra Meinich Juhl: Hvordan undgår vi skandale-forskning i fremtiden?

Hvis fondene vil undgå at opfostre skandale-forskere i fremtiden, bør de fremover skele lidt mere til en forskers troværdighed og lidt mindre til sensationelle løfter.

13. jan. 2017
3 min.

Som forskere straffes vi kollektivt for de skandaler, der har præget den danske forskningsverden de seneste år. Jeg nåede dårligt at starte på min PhD uddannelse, førend jeg skulle på det obligatoriske, såkaldte ”Penkowa-kursus,” hvor jeg lærte, at det er strengt forbudt at fuske, når man forsker. Jeg gad godt møde den person, der reelt tror på, at det var manglen på et sådan kursus, der var skyld i bare én af skandalerne.

Er det sådan, at dem der overdriver (læs: lyver) mest, får flest penge?

Senere har jeg bl.a. kæmpet med, at vi ikke længere selv måtte bestille rejser, men i stedet skulle bestille gennem hospitalets rejsebureau. Her skal der mange e-mails og telefonopkald til, hvis man vil undgå, at prisen på en rejse bliver dobbelt så høj, som hvis man bare havde haft lov til selv at bestille den. Dansen med Datatilsynet er et kapitel for sig, som jeg allerede har skrevet om, men også et symptom på den øgede kontrol, vi forskere oplever.

Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, om mere bureaukrati og kontrol er måden, hvorpå vi får mest og bedst forskning for de begrænsede midler, der er. Skaber det et godt arbejdsmiljø, at ledelsen grundlæggende ikke stoler på sine forskere, fordi der har været nogle få brodne kar? Forebygger vi skandaler i fremtiden?

Faktaboks

Fakta

Nej det gør vi ikke. Ikke før vi begynder at se på, hvorfor forskningsverdenen bliver ramt af disse skandaler. Der er netop publiceret en artikel, hvor professorer i England og Australien beskriver, hvordan de bliver nødt til at overdrive de potentielle gevinster ved deres forskning, når de søger midler. De uddyber, at hvis man ikke overdriver eller decideret lyver, så får man ingen fondsmidler.

Såfremt det er sandt, så kan man da være sikker på, at de mest idealistiske forskere bliver sorteret fra ganske effektivt, hvorefter den resterende del må korrumpere sig selv i tiltagende grad for at få fat i fondsmidlerne.

Er det også sådan, at dem der overdriver (læs: lyver) mest, får flest penge? I så fald kan det da ikke komme bag på nogen, at der blandt disse særligt udvalgte, dygtige løgnere vil være en enkelt eller to, som i øvrigt fusker med data eller penge efterfølgende. Hvis fondene vil undgå at opfostre skandale-forskere i fremtiden, bør de fremover skele lidt mere til en forskers troværdighed og lidt mindre til sensationelle løfter.