Skip to main content

Hvorfor dette restriktive syn på den nye parkinsonoperation?

Pensioneret overlæge Villy Frølund Thomsen, København E-mail: vft@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

Begge grupper baserer behovet for Deep Brain Stimulation (DBS) på, at de medicinske muligheder skal være udtømte [1]. Man ved åbenbart med sikkerhed, at effekten af det kirurgiske indgreb aldrig vil være bedre, end det der kan opnås medicinsk. Eftersom de medicinske muligheder til stadighed øges, må indikationen i de enkelte tilfælde selvsagt også udskydes. Man tillægger mig »noget af en overdrivelse«, når jeg betegner denne linje som restriktiv. En mere restriktiv linje kan næppe beskrives.

Heroverfor står den udenlandske linje, som kommer til udtryk i nævnte EPDA-opfordring [2] - i øvrigt fulgt op i en opfordring af 7. april 2003 [3]. Hvis sygdommen har varet mere end 3-5 år og er i progression, og førend jobbet er gået tabt, førend ægteskabet knirker, førend vennekredsen er skrumpet ind, ja endog førend man har mistet sit almindelige velbefindende og komfort, tilrådes DBS [4]. Såvel USA, som først for nylig grundet deres specielle finansieringsform har anerkendt indgrebet, som de ledende canadiske, franske, hollandske, engelske og australske eksperter går ind for en sådan linje.

I afviser EPDA's, Alim Benabids og Aziss henstilling. Det står uklart for jer, hvorledes man er nået frem til de nævnte 20%. eller 1.200, idet der ikke foreligger en »regelret videnskabelig undersøgelse«. En sådan »regelret videnskabelig undersøgelse« er i sagens natur umulig, det eneste mulige er et fagligt kvalificeret skøn.

I samme forbindelse bør I forholde jer til jeres eget fagligt kvalificerede skøn for tre år siden [5], at der var en pulje på 500 blandt den yngste tredjedel af de parkinsonramte, som ved den nye behandlings indførelse havde et umiddelbart og påtrængende behov for operation.

Der er næppe nogen afgørende forskel på et skøn på 500 ud af den yngste tredjedel og EPDA's skøn på 1.200 af alle tre tredjedele.

Det er begge gruppers ambition med den nye operation at bringe dem, som de ikke længere kan hjælpe medicinsk, tilbage til et socialt liv. Mange passerer uundgåeligt inden da den yderste grænse, de er så svækkede af sygdommen, at de ikke kan gennemføre operationen og må afvises. Man kan spørge, hvorfor de stakkels patienter skal henslæbe så mange år i tiltagende hjælpeløshed, førend de bliver tilbudt dette indgreb, når det samme indgreb langt tidligere kunne have bragt dem tilbage til et normalt liv.

Svaret på denne tilbageholdenhed blæser måske i vinden. Det er vanskeligt at forestille sig, at danske parkinsonister er anderledes sværere at operere end de i andre lande, at de danske neurologer skulle beherske en særlig god medicinsk behandlingsrutine.

Tiden er måske inde til, at denne betydelige uoverensstemmelse mellem den hjemlige vurdering og de internationale anbefalinger underkastes en grundigere bearbejdning i form af en rapport fra en international sammensat arbejdsgruppe.

Svar:


Referencer

  1. Østergård K, Dupont E, Sunde N et al. Den operative kapacitet til behandling af Parkinsons sygdom med STN-stimulation i Danmark. Ugeskr Læger 2003;165:4038-9.
  2. New evidence shows that most Parkinson's disease patients are not benefiting from a revolutionary brain pacemaker. (www.epda.eu.com/press release/ 26 march 2002).
  3. Eucomed calls for better access to innovative technologies. (www.epda.eu.com/press release/12 april 2003).
  4. Is surgery the treatment of choice for advanced Parkinson's disease? Neurology Reviews. Com. 2001;9: nr. 6. (www.neurologyreviews.com/archives.2001.html).
  5. Østergård K, Dupont E, Sunde N. Et tvivlsomt signal. Ugeskr Læger 2001;163:69-70.