Skip to main content

Hvorfor har vi så mange med forhøjet blodtryk?

Enhedschef, professor, dr.med. Torben Jørgensen, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Glostrup. E-mail: torben.joergensen@regionh.dk

9. nov. 2012
2 min.

Interessekonflikter: ingen

I artiklen om Cochranemetaanalysen af medicinsk behandling af mild hypertension anfører professor Michael Hecht Olsen, Syddansk Universitet, at »... flere undersøgelser - f.eks. Inter99 i Glostrup - viser, at det er meget svært at fastholde livsstilsændringer hos i øvrigt raske personer« [1]. Dette har Michael Hecht Olsen fuldstændig ret i. Det er præcis lige så svært at fastholde i øvrigt raske personer i livslange livsstilsændringer, som det er at fastholde dem i livslang medicinsk blodtryksbehandling. Data - også fra Inter99 - viser, at kun 10% af dem med forhøjet blodtryk er behandlet ned til 140/90 mmHg eller derunder [2]. Dette bekræfter 50%-reglen: 50% ved ikke, at de har for højt blodtryk. Blandt dem, der ved, at de har for højt blodtryk, er 50% i behandling, og blandt dem, der er i behandling, er 50% behandlet ned til et niveau under 140/90 mmHg. Det viser problemerne med en individorienteret tilgang til en stor folkesygdom som forhøjet blodtryk, som burde respondere både på livsstilsændringer og blodtryksnedsættende medicin. Yderligere tal fra Inter99 viser, at tæt på 40% af 30-60-årige mænd og kvinder skulle i antihypertensiv behandling, hvis retningslinjerne skulle følges [2].

Vi ved fra observationelle studier, at blodtryk er lineært associeret med blodprop i hjertet og apopleksi - faktisk ses der en effekt ned til 115 mmHg systolisk [3]. Men Cochranereviewet viser, at det øjensynligt ikke hjælper at behandle personer med mild hypertension (enten fordi folk ikke følger behandlingen, eller fordi et naturligt forekommende blodtryk under 140/90 mmHg ikke er det samme som et behandlet blodtryk under 140/90 mmHg). I stedet for bør vi måske fokusere på den samfundsstruktur, som gør, at så mange mennesker har et unaturligt forhøjet blodtryk. Det første skridt ville være at få reduceret saltet fra de nuværende 8-10 g om dagen til 5-6 g om dagen ved at lægge pres på fødevareindustrien, så saltet i forarbejdede fødevarer reduceres - et arbejde, der er i gang. Det vil formentlig vise sig at være langt mere effektivt at sænke blodtrykket naturligt end kunstigt med medicinsk behandling.

> Svar:

Debatindlægget har været forelagt Michael Hecht Olsen, som ikke har yderligere kommentarer.

Redaktionen


Referencer

  1. Rasmussen LI. Professorer: Cochrane-analyse er »farlig«. Ugeskr Læger 2012;174:2418-9.
  2. Sehestedt T, Ibsen H, Jørgensen T. Awareness, treatment and control of hypertension in Denmark. The Inter99 study. Blood pressure 2007;16:312-9.
  3. Prospective Studies Collaboration. Blood cholesterol and vascular mortality by age, sex, and blood pressure: a meta-analysis of individual data from 61 prospective studies with 55 000 vascular deaths. Lancet 2007;370:1829-39.