Skip to main content

Hvorfor læger kan lære af litteraturen

Forskningstraditionen er naturvidenskabelig, men det empirisk målbare kan dog ikke stå alene. I den lægevidenskabelige uddannelse er de humanvidenskabelige og kommunikative perspektiver ikke prioriteret højt.
1. reservelæge og BA i litteraturvidenskab Birgit Bundesen, Psykiatrisk Center Amager E-mail: birgit.aerenlund.bundesen.02@regionh.dk Speciallæge i psykiatri og formand Anne Lindhardt, Psykiatrifonden Interessekonflikter: ingen
22. okt. 2018
06 min

Lægegerningen rummer både lægevidenskab og lægekunst. Lægevidenskab socialiseres man til gennem uddannelsen. I anatomiundervisningen demonstreres kroppen som et objekt, der kan opløses i en række makro- og mikroskopiske enkeltdele. Den medicinstuderende lærer at mobilisere en fornuftsbaseret nysgerrighed efter kroppens sammensætning og funktion. Forskningstraditionen er naturvidenskabelig og bygger på et neocartesiansk videnskabssyn, der ser mennesket som en fornuftsstyret maskine, der kan tilgås og behandles med teknikker som dissektion, billeddannende teknikker eller anden teknologi.

Det empirisk målbare kan dog ikke stå alene og formår ikke at redegøre for menneskets åndelige, subjektive dimension, der er inderligt forbundet med det materielle og målbare. Selv om man kan finde de områder i hjernen, der aktiveres ved forskellige emotioner, siger det intet om indholdet og forståelsen heraf. I modsætning til lægevidenskaben forholder lægekunsten sig i højere grad både til den person, der bærer en sygdom, og til selve sygdommen, dvs. både til objektet og subjektet. Lægens nødvendige katalog af faglig empirisk viden kombineres heri med evnen til indlevelse i den anden og til at skabe en bæredygtig relation. Lægen skal kunne forholde sig til patientens livsverden, dvs. vedkommendes anamnese, kulturelle kontekst og subjektive oplevelse af egne symptomer.

Alle mennesker har behov for at skabe mening og sammenhæng i tilværelsen. At forholde sig til symptomer inkluderer også en forståelse for, hvad de betyder for den enkelte. Et nedsat syn er værre for en lastbilchauffør end for en lydtekniker. Idiopatisk tremor er værre for en neurokirurg end for en skolelærer. Og nogle gange er det værste for patienten med skizofreni ikke de indre stemmer, men ensomheden.

Den kliniske sans

Vi taler om den kliniske sans. I den er et intuitivt moment, som ikke er et romantisk eller mystisk indføleri, men en avanceret, erfaringsbaseret mønstergenkendelse opbygget af lægens særlige spidskompetence, der består i samspillet mellem teoretisk viden, menneskelig indføling og klinisk erfaring. Læren om dette er næsten ikke til stede i studiet, men den er forudsætningen for, at der kan opbygges den tillid og tryghed, som får lægekunsten til at virke. Komplians opnås ikke gennem autoritative beslutninger, men kun gennem gensidighed og tillid.

Fremhævelsen af den terapeutiske alliances betydning fremgår bl.a. af lægeuddannelsens syv kompetenceprofiler, hvor evnen til kommunikation fremhæves. For psykiatrien er den omdrejningspunktet for diagnosticering, behandling og for forskning i psykopatologiske fænomener [1].

At tale med patienter kræver en kombination af objektive fund og indsigt i subjektive oplevelser, og her er kommunikative færdigheder altafgørende. For at få indsigt i et andet subjekts oplevelse må der etableres en bæredygtig alliance mellem de to i den asymmetriske situation, som det kliniske møde altid er. Uanset, hvor flygtigt mødet er, er det altid en variant af et mellemmenneskeligt møde, der består af sammensmeltning af to forskellige forståelseshorisonter. Af lægen kræver dette en skærpet bevidsthed omkring rammen og forudsætningerne for dette møde og for egen rolle heri. Empati er en væsentlig del af dette. Det forudsætter, at vi kan lytte dels til patienterne og også være opmærksomme på det, der foregår inden i os selv.

Empati er et nøglebegreb

Professionalisme er ikke at tro, at man kan slå sine egne subjektive reaktioner fra, men at være bevidst om egne grundindstillinger, vide, hvad de gør ved os, og være i stand til i videst muligt omfang at sætte dette i parentes i forhold til mødet med patienten. Derfor er supervision vigtig sammen med erkendelsen af, at faget er et mesterlærefag. En særlig form for supervision er Balintgruppen [2], der bl.a. anvendes i almen praksis, hvor lægens egen subjektivitet i mødet med patienten gøres til genstand for undersøgelse og refleksion.

En amerikansk undersøgelse har vist, at medicinstuderende taber den empatiske evne i løbet af medicinstudiet [3]. Empati er således et nøglebegreb, men hvordan læres det, hvis den naturlige medmenneskelighed aflæres gennem lægeuddannelsens objektivisering af mennesket?

I en travl klinisk hverdag er den radikale lytten til det særligt menneskelige i den andens stemme et effektivt redskab til at uddestillere de relevante data, og det kan man lære på en koncentreret måde i arbejdet med skønlitteratur.

Den empatiske evne øges gennem læsning af skønlitteratur [4]. Det er om noget et middel til at se andre mennesker – i deres irrationalitet, tankegang og fantasier – indefra. Her oplever læseren, hvordan andre kan tænke, opføre sig – også mennesker som er meget langt fra en selv. En del af lægens ”objektivitet ” er at kunne forholde sig til den reelle anden, som man står over for. Forstå at dennes historie og erfaringer er en forudsætning for reaktionsmønstret og derfor acceptere forskelligheden. Litteratur er fortællinger, men det er også metoder, det er faglighed – men på en anden måde end den naturvidenskabelige.

Narrativ medicin giver indsigt

I den lægevidenskabelige uddannelse er de humanvidenskabelige og kommunikative perspektiver generelt ikke prioriteret højt. På SDU har man nyligt – inspireret af en global trend startet ved Columbia University – indført faget narrativ medicin som obligatorisk fag for de medicinstuderende [5]. Litteraturen er et konglomerat, der altid har fungeret som seismograf for sociale, politiske, idéhistoriske, kulturelle og psykologiske tendenser.

Det er med andre ord et sted at få et koncentreret indblik i det kompleks af faktorer, der udgør det menneskelige fællesskab og det enkelte menneskes væren heri. Studiet af skønlitteratur kan være en effektiv og privilegeret platform til at få kundskab om menneskers psyke og opnå indsigt i diskursive strømninger inklusive indblik i førstepersonsperspektivet hos mennesker, der tænker, handler og agerer helt anderledes end en selv. Det kan være værdifuldt for læger igennem skønlitteraturens særlige prisme at opnå indsigt i narrativers betydning for det enkelte menneske og dets indlejring i diskursive sammenhænge historisk, politisk og kulturelt set. Med narrativ forstås en specifik, og dvs. ikke tilfældig, form for organisering af menneskelig erfaring, der på signifikant vis strukturerer oplevelsen af os selv, vores perceptioner og vores omverden.

Patienten skal ikke bare lappes sammen

På den måde er narrativer et nedkog af organiserende principper i psyke, socialitet og kulturer, som man effektivt kan lære at lytte sig til. Den særlige form for narrativ opmærksomhed kræver udvikling af, uddannelse i og opøvelse af en særlig form for forståelse. I stedet for at fokusere på, hvad patienten fejler, skal lægen være villig til at lytte til, hvad patienten er, lidelsens natur og omfang, og hvad dette gør ved vedkommende. Det er ikke nok at lappe den patient sammen, der har forsøgt selvmord, og sende vedkommende hjem med en ubehandlet depression, så der måske forsøges selvmord igen. Man må prøve at forstå, hvordan det er at være patienten.

Litteratur kan forløse

I litteraturen kan man lære at genkende sig selv på en ikkefordømmende måde – også ting man ikke har sat ord på, og som måske vækker følelser af skam. Man kan møde den anden set indefra indlejret i en andens bevidsthed og oplevelsesverden, som kan gå langt ud over, hvad ens egen forestillingsevne magter.

Man kan således få viden af litteraturen, så horisonten udvides, og forståelsen kan blive dybere.

Og litteratur kan forløse. Man kan glemme sig selv og blive fortabt i bogens verden og de personer, der skildres. Herved skabes empatien for alvor – ikke blot som viden, men som erfaring; en erfaring,,der kan anvendes fagligt og udvide lægevidenskaben til lægekunst.

Referencer

LITTERATUR

  1. Bhugra D, Tasman A, Pathare S et al. The WPA-Lancet Psychiatry Commission on the future of psychiatry. Lancet Psychiatry 2017;4:775-818.

  2. Nielsen HG, Davidsen AS. Michael Balint anno 2017. Ugeskr Læger 2018;180:V01180028.

  3. Khademalhosseini M, Khademalhosseini Z, Mahmoodian F. Comparison of empathy score among medical students in both basic and clinical levels. J Adv Med Educ Prof 2014;2:88-91.

  4. Arizpe E. Reading changes: adolescents, young adult literature, and literacy practices in Mexico. J Childr Lit 2015;41:75-7.

  5. Mai A. Syg litteratur, litterære tekster om sygdom og sundhedsvæsen.1. udg. København: Munksgaard, 2016.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen