Skip to main content

Hvorfor sundhedsforsikringer?

Formand Henrik Erichsen, Sammenslutningen af Privathospitaler i Danmark. E-mail: he@erichsens-privathospital.dk

9. nov. 2005
2 min.

I artiklen om sundhedsforsikringer i Ugeskr Læger 2005; 167:3658-62 undrer medlem af Lægeforeningens hovedbestyrelse, Klaus Klausen, sig over det store salg af sundhedsforsikringer til trods for to måneders ventetidsgaranti og udsigt til en måneds ventegaranti. På privathospitalerne undrer vi os ikke, for i mange tilfælde fungerer garantien ikke. I vor daglige kontakt med patienter oplever vi, at mange patienter ikke får information om ventetidsgarantien. I nogle tilfælde bliver de direkte frarådet at søge privathospital, i andre tilfælde angives problemer med at finde et privathospital, der har aftale om det pågældende indgreb, og undertiden oplever den vedholdende patient, der kræver sin ret, at der pludselig viser sig mulighed for behandling på det offentlige sygehus uden ventetid.

Jer er sikker på, at de mange arbejdsgivere eller private, der tegner sundhedsforsikringer, gør det, fordi de ikke stoler på, at det offentlige sundhedsvæsen er der, når der er brug for det. Der er heller ikke ventetidsgaranti på undersøgelse hos en praktiserende speciallæge, som i mange tilfælde er den, der skal henvise til sygehuset. Dermed kan et undersøgelses- eller behandlingsforløb forsinkes i mange måneder.

Hvis ventetidsgarantien virkelig blev overholdt, ville salget af sundhedsforsikringer uden tvivl falde, uanset om garantien er på to eller en måned.

Formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg burde spekulere over grunden til, at arbejdsgivere og private vil betale for en sundhedsydelse, som de kan få gratis på et offentligt sygehus. Bent Hansens frygt for, at de bedste speciallæger vil søge på privathospital, har vi hørt på i 25 år. Der er dog stadig tid til, at de i amterne kan nå at forbedre lægernes arbejdsvilkår, så de offentlige sygehuse ikke tømmes for speciallæger lige med det samme.