Skip to main content

Hvornår bliver de fælles akutmodtagelser en succes?

Christian Backer Mogensen, ledende overlæge på Akutafdelingen, Kolding Sygehus.

10. feb. 2012
2 min.

For nylig deltog 350 fagfolk på Nordeuropas største akutkonference i Roskilde. Mere end 50 oplægsholdere fra ind- og udland bidrog til de 4-5 parallelle programmer; 60 abstrakter vidnede om en synlig forskningsaktivitet. En pæn opmærksomhed fra industrien tydede på, at de kommercielle interesser har set, at FAM er en langtidsinvestering, men at gevinsten nok skal komme om nogle år. At vi i Danmark kan holde en så stor konference 3-4 år efter, at Sundhedsstyrelsen lancerede FAM-konceptet, viser vel, at vi er godt på vej.

Men hvornår bliver FAM en succes?

De udenlandske oplægsholdere, jeg hørte, fra Island, USA, Østrig, Norge, England og Holland, var ikke i tvivl: De havde været på en lang rejse med mange udfordringer. Vejen til deres succes var kommunikation, samarbejde, etablering af velfungerende fysiske rammer og ikke mindst udvikling af eget speciale i den akutte patient. Uden dedikerede hospitalsledelser var det heller ikke gået. Ikke alle problemer er løst ude i den store verden. Men Emergency Medicine er blevet veletableret og èt af de mest eftertragtede arbejdsområder og speciale i flere lande.

Ingen af de danske FAM'er turde benævne sig selv som en succes endnu. Flere kunne fortælle om en ganske turbulent start. Og vi mangler stadig at åbne mange af FAM'erne i Danmark.

Men FAM er ikke bare et 20 km-motorvejsprojekt, hvor tidsramme, budget og teknologi er velkendt og styrbar. FAM er, hvad man kunne kalde et højteknologisk projekt, hvor kendte kompetencer blandes med nye teknologier og samarbejdsformer på en anden organisatorisk måde, end det tidligere er set.

Succeskriterierne er ikke kun overholdelse af tidsrammer, budgetter og performancemål i etableringsfasen. Patienterne ser frem til substantielle forbedringer og unikke løsninger. Det øvrige sygehus forventer et stort udbytte på den lange bane med effektiviseringer og frigørelse af resurser til andre formål. Og ikke mindst regner politiske og administrative ledelser med, at FAM bidrager til forberede hele sygehuset til fremtiden med de udfordringer, der ses i horisonten: færre senge til flere patienter, nye behandlingsmuligheder og samtidig økonomiske begrænsninger.

Med så mange succeskriterier må man gøre op med sig selv, hvilke der er de vigtigste. Ingen FAM i Danmark vil blive en succes fra dag ét, uanset hvor velforberedt man er. Indfrielsen af de store strategiske mål ser vi først om flere år, og indtil da bliver en vis risikovillighed og accept af stadige forandringer og tilpasninger nødvendig for alle, som er i berøring med FAM'erne.