Skip to main content

Hypnose og hypnoterapi Gravesen J-J.

Overlæge Bettina Holm Norling E-mail: bettina.holm@dadlnet.dk

9. nov. 2005
2 min.

Endelig er der kommet en god, gedigen grundbog om hypnose og hypnoterapi. Den er skrevet af Jens-Jørgen Gravesen, der er hypnosens grand old man i Danmark.Mange af de knapt 300 læger, tandlæger og psykologer, der er medlemmer af Dansk Selskab for Klinisk Hypnose, vil kende Jens-Jørgen Gravesen fra de mange inspirerende kurser, han har holdt gennem mange år. Nu har han skrevet meget af sin viden ned, til glæde for både nuværende og kommende behandlere.Bogen starter med hypnosens historie, hvorefter hypnosens grundbegreber og de kendeste hypnoterapeuter præsenteres. Alt er krydret med patienthistorier fra Jens-Jørgen Gravesens egen praksis, hvilket gør bogen spændende som en kriminalroman.Der er mange emner, der kunne fremhæves, men personligt er jeg glad for den fine balance Jens-Jørgen Gravesen altid har haft mellem den traditionelle lægeverden og hypnosens verden.

Jens-Jørgen Gravesen beskriver fint, hvor svært det er at være læge og samtidig interessere sig for patientens ubevidste resurser, som i mange tilfælde kan udnyttes, der hvor andre behandlinger må give op.

Samtidig glæder det mig, at bogens mange cases helt klart viser, at hypnoterapi er et stort stykke arbejde, der skal udføres af patienten selv og ingen andre.

Den misforståede opfattelse af, at man kan bringes i trance og derefter vågne helt rask, er gammel overtro.

Emnet omkring brug og misbrug beskrives også. Trancetilstanden er en tilstand, der er let at fremkalde, og brugt rigtigt er den en gave, men brugt forkert kan den være det modsatte - sådan er det med de fleste behandlingsformer.

Jens-Jørgen Gravesen råder derfor til, at patienterne er kritiske i deres valg af terapeut. Det er vigtigt, at terapeuten har en grundig, faglig uddannelse som basis for hypnoterapien.

Det er mit håb, at bogen vil inspirere flere til at udnytte disse teknikker. Bogen vil også være et godt redskab på de forskellige hypnoseuddannelser.

Århus: Forlaget Klim, 2004.

328 sider, 349 kr.

ISBN 87-7955-330-3