I en seng på hospitalet

Der er opstået pladsproblemer i dit soveværelse, så din seng må flyttes ud på trappeafsatsen. Her kan du så underholde dig med forbipassernede, eksempelvis opgangens øvrige beboere, deres gæster, postbuddet og avisomdeleren. Lyder det absurd?

Forleden mødte jeg op i en afdeling på et lokalt sygehus med henblik på et mindre indgreb. Min helt egen kontaktsygeplejerske bød velkommen og viste mig min »stue«. Den med toogtyve døre og nul vinduer. Gangen med andre ord. »Du kan klæde dig om på badeværelset« lød opfordringen. »Dine ejendele kan du låse ned i skuffen der«, hun pegede på sengebordet. Så langt, så godt.

Efter omklædning til underbenklæder størrelse XXXXL, skjorte uden knapper og kompressionsstrømper, var jeg beredt. To meter fra min seng befandt sig en dør, der førte ind til et magasin. Nu ankom en håndværker, han åbnede døren og gik i gang med slagbor og skruetrækker. Da han var gået, afløstes han af to personaler, der ved min fodende debatterede deres børns skoler, den ene af ægtefællerne og livet i al almindelighed. Resten af formiddagen passerede allehånde personer i hospitals- respektive privatbeklædning forbi på gangen: andre indlagte, personale, besøgende, kioskvognen osv. Never a dull moment.

Jeg har ofte tænkt over, hvordan situationen må opleves for patienterne, mens jeg siksakker mellem sengene på gangen på min arbejdsplads. Patienternes privatliv er ikke højt prioriteret i den situation. Heldigvis for det psykiske arbejdsmiljø er brandinspektøren utvivlsomt i færd med at bekæmpe ildebrande, så situationen på gangen forbliver den samme, og personalets dårlige samvittighed, over den mangel på værdighed »gangpatienterne« oplever, bliver hverdagskost. Om ikke veltillavet, så dog noget, der glider ned. Det gælder om at befinde sig på den rigtige side af sengehesten.

En arbejdsgruppe inden for Dansk Selskab for Intern Medicin har i en rapport med titlen »Inspiration til en fornyet indsats for medicinske patienter« blandt andet diskuteret overbelægning. Det omtales, at der er påvist en sammenhæng mellem overbelægning, utilsigtede hændelser og mortalitet. Jeg kan i denne sammenhæng undre mig over, hvor man har fundet afdelinger, der kan udgøre kontrolgruppen. De medicinske afdelinger har desuden »en høj personaleomsætning« en eufemisme for personaleflugt, og man vurderer, at »der ikke har været et tilstrækkeligt ledelsesmæssigt fokus på problemstillingen«. Det konkluderes, at forholdet »hverken er etisk eller resursemæssigt acceptabelt«. Overbelægning synes, lige som sex, at være kommet for at blive. I de godt 30 år, jeg har arbejdet på medicinske afdelinger har problemet været en konstant del af hverdagen på samtlige afdelinger.

I Ugeskrift for Læger (2010;172:2732) knuser Bertel Haarder problemet: »Jeg synes ikke, at løsningen er, at vi bygger ekstra sengepladser. Jeg synes, løsningen er at afkorte liggetiden (...) og dermed sikre, at alle med tiden kan ligge på enestuer (...)«. Kære Bertel Haarder, liggetiden på de fleste medicinske afdelinger er nu tæt på en uge i gennemsnit. Op mod halvdelen af patienterne udskrives inden for 24 timer. Alle ansvarlige ansatte er enige om, at dette er et udtryk for nød, patienternes og vores, og ikke lyst, kvalificeret effektivitet eller logistik i verdensklasse. Liggetiden kan godt reduceres yderligere, lige som DSB's punktlighed, men det bliver hverken »kunderne« eller personalet bedre tjent med.

På mig forekommer ministerens svar arrogant og lidet reflekterende. Bliver der udelukkende bygget enestuer på de kommende sygehuse? Næppe. Kommer der patienter på gangene? Højst sandsynligt. Er Haarder til den tid måske selv forbruger af hospitalsvæsenet? Det ved vi ikke, men i så fald forhåbentlig ikke på en gangplads og forhåbentlig ikke udskrevet, før tiden er moden.