Skip to main content

I magelighedens kviksand

Sundhedsvæsenet er reaktivt. Venter på, at mennesker bliver syge. Skulle vi lægge mere energi i at undgå at folk bliver syge?

Jannik Falhof, praktiserende læge

12. maj 2022
3 min.

Der var engang nogle mennesker, som boede ved en flodbred. De så, at der hele tiden kom syge mennesker flydende ned ad floden. De fik hevet disse mennesker i land og prøvede at behandle dem. Arbejdet blev tiltagende stort, så de måtte bygge en klinik og siden et sygehus. Der kom flere og flere mennesker drivende, og sygehusene blev flere og større. På et tidspunkt var der så en, der foreslog, om man mon ikke skulle gå op ad floden for at se, hvorfor alle disse mennesker kom flydende. Sådan kunne fortællingen om forebyggelse starte.

Man kan godt have fornemmelsen, når man arbejder i dagens sundhedsvæsen, at vi står ved en flod og ser mennesker komme flydende i en lind strøm, som vi prøver at behandle. Vi har svært ved at følge med, så mange mennesker kommer der flydende. Samtidig er det system, som vi har lavet for at behandle dem, blevet så komplekst, at vi bruger så meget af vores tid på bureaukrati, at vi har mindre tid til at fiske de flydende mennesker ind. Måske det er på høje tid at begynde at gå lidt op ad floden og se, hvad det er, der gør folk syge? At kigge mere på, hvad der skal til, for at der ikke kommer så mange syge mennesker flydende i floden? For vi behøver jo ikke og gå ret langt op ad floden for at se, hvad det er der er galt.

Vi hænger nok også lidt fast i magelighedens kviksand. Det går jo nok. Men det går faktisk ikke ret længe endnu.

Børn vokser op i utryghed. Højt pres fra alle sider gør de unge syge. Mennesker ekskluderes fra fællesskabet. Alkohol, misbrug, rygning. Dårlige boliger. Fattigdom, som betyder, at en stor gruppe tager dårlige beslutninger, og gør det svært for sig selv. Systemet, som skal holde hånden under dem, som ikke kan arbejde, pisker folk rundt, så de bliver endnu mere syge. Der er uforandret en social arv i uddannelse, og uligheden stiger. Ressourcerne er færrest, der hvor behovet er størst. Og vender vi blikket lidt højere op, så er klimakrisen nok den største sundhedstrussel globalt set. Der er nok at tage fat på.

Vi har i dag et overvejende reaktivt sundhedsvæsen, som sidder og venter på, at mennesker bliver syge, og så prøver vi at håndtere dem, som kommer. Skulle vi som læger i højere grad prøve at ændre rammerne og vilkårene og dermed årsagen til, at folk bliver syge? Det er der jo i den grad politik i, så det vil nok være svært at få en samlet lægestand til at arbejde i den retning. Vi hænger nok også lidt fast i magelighedens kviksand. Det går jo nok. Men det går faktisk ikke ret længe endnu. Sundhedsvæsenet står over for enorme udfordringer og risikerer at bryde sammen, hvis ikke der bliver reageret. Vi bliver flere, og vi bliver ældre, så andelen af behandlingskrævende multisyge stiger af bare den årsag. Der skal mere til end en lidt berøringsangst sundhedsreform.

Så mon ikke det vil være meningsfuldt, hvis flere læger går en tur op ad floden og lægger noget energi i at undgå, at så mange falder i vandet?