Skip to main content

I morgen angriber vi igen - Danmarks krig i Afghanistan

Inger Marie Giversen, giversen@kabelmail.dk

26. sep. 2008
2 min.



Jyllands-Postens Forlag, 2008

283 sider

Pris: 269 kr.

ISBN 9788776921866

»I morgen angriber vi igen« er en dokumentarisk beretning om danske soldaters historiske offensiv i den grønne floddal i Helman. En angrebsbølge, der iværksat i efteråret 2007, har ført til de hårdeste kampe, som danske soldater har kæmpet siden 1864.

100.000 danske soldater har siden 1948 været udsendt i international mission. Aktuelt gør 1.500 tjeneste uden for landets grænser, hvoraf 750 i Afghanistan. Op mod 8-10 personer i soldatens nærmeste familie og vennekreds lever med savn og bekymringer og påvirkes af de erfaringer, soldaten bringer med sig hjem.

Danmark har haft en beskeden offentlig debat om indsættelse af Forsvaret i internationale missioner, herunder i egentlig krig. Offentligt tilgængelig viden om soldatens aktuelle vilkår og opgaver er sparsom. For læger, der møder soldater eller deres familie som patienter, kan det være vanskeligt at medtænke de helbredsmæssige og sociale eksponeringer, som soldatens arbejde byder soldaten og familien. Det er derfor gavnligt, at der nu foreligger en saglig fremstilling af forholdene ved fronten.

Bogens formål er at beskrive frontsoldaternes virkelighed og at sætte deres indsats i perspektiv gennem en redegørelse for konfliktens baggrund. Dens vigtigste kildemateriale er ca. 70 interviews med soldater, befalingsmænd og officerer, gennemført under deres tjeneste i Helmand i 2007-2008. Forfatteren har haft adgang til en række hemmeligt stemplede dokumenter og har interviewet højtstående danske og britiske officerer, militære og udenrigspolitiske eksperter og tidligere danske Afghanistan-soldater. Bogen fremstår som en nøgtern og usentimental men også stærk, medrivende og bevægende skildring af vore soldaters offensive indsats og giver et enestående indblik i deres vilkår og måde at håndtere de mest ekstreme hændelser.

Bogen er et væsentligt samtidshistorisk dokument. Som læger får vi et bedre udgangspunkt for at forstå de soldater eller deres familier, som vi møder i kraft af vores profession. Som borgere en nuanceret indsigt i konflikten.