I morgen var jeg altid løve a) og Unyttig som en rose b)

Forfatteren og psykologen Arnhild Lauveng leverer med bøgerne »I morgen var jeg altid løve« og »Unyttig som en rose« et overbevisende eksempel på, at det kan lade sig gøre at blive rask efter at have været ramt af svær skizofren.

Som 16-årig fik hun diagnosen paranoid skizofreni, og de næste ti år gennemgik hun langvarige indlæggelser på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, tung medicinering, flere bæltefikseringer og op- og nedture, før hun endelig med hjælp, stædighed og kærlig støtte fra især familien kom ud på den anden side af det svære sygdomsforløb som rask. Bogen demonstrerer overbevisende, at der ikke er tale om, at forfatteren har været fejldiagnosticeret, og i virkeligheden ikke opfyldte kriterierne for paranoid skizofreni. Ej heller er der tale om, at hun aktuelt er inde i en korterevarende god periode, nej hun er simpelthen blevet rask, hun behøver ikke medicin og har ikke haft brug for det i mange år. Hun har uddannet sig til psykolog på Oslo Universitet og har i dag arbejde som psykolog i psykiatrien.

Læseren får gennem en velartikuleret personlig beretning et sjældent indblik i symptomernes snigende udvikling, vrangforestillinger og hallucinationer samt mødet med det psykiatriske system og de professionelle, der beskrives som en ofte upersonlig og smertefuld erfaring, hvor forventning om den kroniske udvikling af sygdommen præger de professionelles tilgang og holdning til patienterne. Hun er helt bevidst om, at uden psykiatrisk behandling, tvangsindlæggelser og bæltefiksering kunne hun meget vel være død, og hun er på ingen måde modstander af psykiatrisk behandling. Netop derfor er hendes lavmælte, vedholdende kritik så meget desto mere tankevækkende.

Hun beskriver, hvordan hun savner høflighed, positive forventninger og almindelig sociale omgang, som normalt fungerer uden for hospitalets mure, og som indenfor synes at opløses og erstattes af indforståede tolkninger, tavshed, rutiner og standardprocedurer. Der er enkeltpersoner, læger og andre faggrupper, der har haft stor betydning i hendes sygdomsforløb, fordi de skilte sig ud fra mængden ved at komme hende i møde, have tiltro til hende og tilbyde en mere individuel, personligt præget kontakt, og de har fået betydning for hendes syn på sig selv som en person, der er vigtig, med muligheder for at komme sig.

Den første bogs titel henviser netop til hendes oplevelse af, at patienter bliver set og behandlet som en fåreflok, der skal makke ret og vogtes af personalet som hyrdehunde, og hvor hendes måde at overleve på beskrives i det indledende digt, der afsluttes med sætningerne: »... før jeg levede mine dage som får. Men i morgen var jeg altid en løve«.

Flere steder i bøgerne reflekterer forfatteren over elementer i sin behandling, der enten var med til at fremme eller hæmme hendes vej mod bedring. Hun bruger fortællinger, eksempler og elementer i psykologisk teori til at nuancere sine argumenter og synspunkter. Hendes rolige insisteren har den effekt, at man som læser inviteres til en forståelse, der stikker et spadestik dybere end vanligt, og ikke så let forfalder til fordomme eller hurtige fortolkninger.

Forfatteren er ikke modstander af hverken medicin eller psykiatrisk behandling, ikke engang tvangsbehandling, men hun er optaget af indholdet af den behandling, der tilbydes, og ikke mindst af, at patienter i psykiatrien kunne mødes som individuelle personer med håbet om at blive rask som en altid nærværende og naturlig del af personalets holdning og hele behandlingen. Det er ikke, fordi hun oplever personalet som uvenlige eller ikkeimødekommende - men hun anfægter de professionelles attituder, og fastholder roligt og værdigt det perspektiv, at patienterne er ligeværdige personer, der skal behandles med respekt, uagtet hvor syge de er, så de for eksempel ikke irettesættes for deres påklædning eller bordskik, mens medpatienter og personale er vidner.

Bøgerne reflekterer såvel patientens som den professionelles perspektiv og bliver værdifuld som øjenåbner, for alle der har berøring med psykiatrien, enten som professionelle, pårørende eller patienter.