I sundhed er vi alle lige – og forskellige

Man kan ikke have haft sin gang på vores planet, hvis tidens taler om ulighed i sundhed lyder som sort snak. Statistikere har gjort en brav indsats for at overbevise sig selv, kollegaer og ikke mindst sundhedspersonale om, at dårlig socioøkonomisk baggrund øger risikoen for dårligt helbred. Også guderne må vide, at mange i både daginstitutionen og på arbejdspladsen – også ifølge statistikken – nærmest er forprogrammerede til at høre til »risikogruppen«. Talerne om social arv lever også i bedste velgående af netop den slags næring.

Er man hurtig til at konkludere, kan man nemt få bange anelser: Den snotnæsede Brian med weekendfaren og mor på overførselsindkomst virker klart mere udsat end den velplejede og charmerende Sebastian med veluddannede og karrierebevidste forældre. Er man overbevist om det, er der heller ikke tvivl om, hvem der skal lægges mest mærke til i sundhedens tjeneste.

Eksemplet er banalt, men egnet til at gå videre med. Sagen er også her, at statistikker traditionen tro kan styrke de værste fordomme, men også forenkle eller ligefrem forfalske den virkelighed, som de gerne vil gengive.

Lighed

Når der ses på statistik om social ulighed i sundhed, går man desværre for nemt glip af noget afgørende. Det handler for det første om lighed i sundhed.

Få tvivler vel på, at mangel på uddannelse, arbejdsløshed og dårlig økonomi kan være et stort problem; de kan hver især – og ikke mindst når de lægges sammen – være helbredstruende. Det virker så indlysende, at man ikke behøver se på tabeller for at tro det. Men lignende gælder for den klare modsætning: Høj uddannelse, fast arbejde (så fast, som det kan være) og god økonomi (hvad der så kan forstås ved det) er ikke ensbetydende med, at man sidder på den grønne gren i sundhedens have. Den slags »goder« kan jo i sig selv gå hen og blive alvorlige trusler mod helbredet. Det falder godt i hak med det gamle filosofiske og livsnære mundheld, som går ud på, at alt det, der siges at sørge for lykke, lige så godt kan sørge for ulykke. Tror man mere på statistik, kan der henvises til den »globalisering af stress«, som International Labour Office pegede på helt tilbage i begyndelsen af 1990’erne. Som noget, der kan komme af snart sagt alt og ramme enhver, er stress ikke mindst årsag til de mange »flertydige« og »psykosomatiske sygdomme«, der fylder journaler hos verdens læger.

Men som sådan er stress kun et enkelt eksempel på lighed blandt forskellige mennesker, hvad enten sygdom så skyldes forkert mad, forurenet grundvand, for lidt bevægelse eller dårlige relationer til andre.

»Men, hov, stop en halv!«, råber en kritisk stemme. »Er det ikke netop forskellene, som betyder noget?« Spørgsmålet virker oplagt, når man gennem lang tid er blevet vant til så meget statistik om ulighed i sundhed. Svaret er enkelt: Jo, forskelle på mennesker er afgørende, men det handler om forskelle, som der desværre ikke tages hensyn til i den slags statistik. Det fører os frem til den anden side af sagen, der også fortjener opmærksomhed.

Forskel

Set fra den sundhedsfaglige vinkel er det altid det enkelte menneske, som er truet, sygt eller ved godt helbred. Derfor drejer det sig i hvert tilfælde også om forskel i sundhed. Det interessante ved den er, at den ikke behøver at have noget som helst med social ulighed at gøre. Talen om den ulighed peger jo gerne på, at de bedre stillede i samfundet også har det bedre helbredsmæssigt, men kun et gennemført fjols vil dermed påstå, at unge og ældre har gode helbredsprofiler, hvis de er veluddannede, har fast arbejde og en fin indtægt. Også set fra gulvet i daginstitutionen gælder det f.eks., at selvom Sofie og Maja kommer fra det bedre stillede sociale lag, kan deres personlige værdier, modtagelighed og mestringsevner være som nat og dag. De kan kort sagt blive udsat for det samme og helbredsmæssigt reagere vidt forskelligt.

Sundhedsarbejde handler specielt om den forskel i sundhed, altså om den enkeltes disposition, hverdag og liv, hvor statistikker ikke kan bruges som rettesnor for hverken observation eller tiltag. Ingen kan med sikkerhed vide, om man venter på at gribe den rette under armene, fordi den anden også kan falde. Men forhåbentlig kan der med held arbejdes for, at begge bliver stående.

Lighed og forskel

Det foregående fortæller lidt af hvert og kan være et fingerpeg for enhver professionel i sundhedens tjeneste: Lighed i sundhed betyder, at den ene ikke behøver at være bedre eller værre stillet end den anden; forskel i sundhed medfører, at den ene kan adskille sig meget fra den anden. Netop derfor har enhver samme krav på sundhedsfagligt hensyn.

Faktorer som uddannelse, arbejde og indkomst er statistiske størrelser, som ganske vist kan sættes i forbindelse med sundhed,sygdom og død, men de er utilstrækkelige til bådeat afsløre afgørende årsager, forebygge og behandle.

Heller ikke sundhedsfagligt kan mennesker begribes i nødvendigt omfang med henvisninger til deres uddannelse, arbejde eller økonomi. De faktorer kan få sagen til at virke tilpas overskuelig i et fugleperspektiv, men gengiver ikke de variationer, som der må regnes med på jorden.

Aldrig før har menneskeheden haft adgang til så meget sundhedsinformation. På den ene side findes den lange liste over mulige risici, og på den andenskulle man have flere til liv sin rådighed, hvis alle muligheder for forebyggelse skulle afprøves. I mangfoldigheden er forskere og klinikere med indgående kendskab til utallige patienter på tværs af sociale lag ofte spørgende svar skyldige, når det er gået anderledes end forventet med forebyggelse, sygdom, helbredelse eller død.

På den baggrund er det kun den uvidende, som kan fæste lid til nytteværdien af statistik. Ikke desto mindre og desværre er det netop de tilhørende »facts«, der skal fungere som almen oplysning og samtidig opdeler en befolkning i mere og mindre udsatte. Dermed kan man havne i »risikogruppen«, imens andre får plads hos de »bedre stillede« – også selvom man hverken kan genkende sig selv eller de andre tidligere, nu eller fremover.

Når både studerende og erfarne kan nikke genkendende til det, er der fortsat grund til at håbe det bedste i praksis på trods af det værste i statistik. Der er jo heldigvis også plads til alle de gode overraskelser. Det er vel samtidig det interessante ved, at vi i sundhed alle er lige og samtidig kan være så forskellige.