Skip to main content

Idylliserende

Alment praktiserende læge Gert Storm Kristensen, ekskompagnon, nu tilfreds sololæge, Lynge. E-mail: stormy@dadlnet.dk

1. nov. 2005
2 min.

Reportagen i Ugeskrift for Læger fra Nr. Lyndelse lægehus den 11. august 2003 er interessant læsning. Overskriften hedder Lægehuset med 20 medarbejdere.

Det er dybt misvisende, idet der er tale om syv tilsyneladende ligeværdige partnere, ejerne, der deler overskuddet, resten er lønmodtagere.

Alligevel efterlader artiklen det indtryk, at nye kompagnoner kan føle sig uden for fællesskabet, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når overlæge og fhv. lektor ved Odense Universitet, Karsten Mølbak, indrømmer, at det er et eksklusivt selskab at kæmpe sig ind i: »Det har vi fået meldinger om, når vi har ansat nye læger ...«

Der kan næppe være tale om uddannelseslægerne, der kun er der i så kort tid, at konflikter sjældent bliver store, så formuleringen giver det indtryk, at overlægen betragter de nytilkomne læger på linje med de øvrige lønmodtagere og altså ikke som ligeværdige kompagnoner.

Det må naturligvis give massive spændinger, og teksten efterlader ingen tvivl om, at nogle gør det de ikke må, nemlig kigger på den individuelle indtjening, og at de der føler sig slidte, er de som må knokle for dem, som har mere spændende ekstramurale aktiviteter, og som det formuleres af Lisbeth Munche Møller: »Vi går alle sammen ikke i for små sko,« som der står i teksten, hvilket er ren politikertalemåde.

Hvis det blev sagt ordret, lyder det sådan her: »Vi går ikke alle sammen i for små sko,« hvilket jo må betyde, at nogle synes at skoene strammer.

Jeg finder, at artiklen er idylliserende, uden at der bliver spurgt ind til de problemer, som teksten entydigt åbenbarer og som karakteriserer mange kompagniskaber, og hvor man ikke nødvendigvis får løn som fortjent.

Det kunne have været spændende at høre, hvor tit der blev skiftet ud mellem kompagnonerne, og hvad årsagerne havde været.

Så havde der været tale om journalistik, og emnet er vigtigt når vi taler om den fremtidige organisering af almen praksis. Så der er nok at gå i gang med.