Ikke lægers opgave at aflive folk

Hanne Mollerups leder i Ugeskriftet den 27. maj 2002 med titelen »Afliv aktiv dødshjælp« tegner en høj etisk standard: At det ikke er lægers opgave at aflive folk,

at optræde i bøddelrollen, men at være med til at give mennesker tryghed, lindring og åndelig omsorg, når livet går på hæld. Lægeforeningen ønsker ikke at komme ud på en glidebane.

Denne leder er som ventet helt på linje med formanden, Jesper Poulsens, udtalelse ved lægemødet i Herning om aktiv dødshjælp: »Det er ikke en lægelig opgave at foretage aflivning«. Det er en velgørende klar og principiel holdning til menneskelivet uden tidsbe-grænsning. Altså lige fra livet bliver til ved undfangelsen. Når vi erkender, at det ikke er vores opgave som læger at aflive mennesker på trods af deres lidelser, deres alder og deres udtrykkelige ønske, så kan det endnu mindre være en lægelig opgave at aflive et nyskabt menneske, som ikke selv har kunnet fremsætte noget ønske herom, og uden nogen lægelig indikation. I Genèvedeklarationens oprindelige udformning i 1948 lovede vi gennem Lægeforeningens medlemskab af World Medical Association at »vise den yderste respekt for menneskelivet lige fra undfangelsen«. I 1967 var der iflg. et referat i Ugeskriftet kun 17 af 100 gynækologer og kirurger, der kunne tænke sig at udføre svangerskabsafbrydelse, der kun var motiveret af kvindens ønske. Og Børge Marner skrev: »Hvis lovgivningsmagten vil gå ind for at give enhver gravid kvinde ret til svangerskabsafbrydelse efter hendes tilfældige forgodtbefindende, må lovgivningsmagten henvises til at søge overenskomst med andre befolkningsgrupper, eventuelt med en særlig ,fosterfordrivernes fagforening`. Så vil der komme et klart skel mellem livsbevarende lægegerning på den ene side og fosterdrab på bestilling på den anden side« (Ugeskr Læger 1967; 129: 572). Alligevel accepterede Lægeforeningen i forbindelse med lovgivningen om såkaldt fri abort den opgave at foretage aflivning af ufødte menneskebørn, og det har nok ført til en gradvis nedbrydning af vor respekt for livet.

Nu giver bestyrelsens utvetydige erklæring håb om en genopbygning af denne respekt, en genopbygning af vores lægeetik. Hanne Mollerup skriver, at lægen må aldrig kunne mistænkes for at optræde i bøddelrollen, så aflivning af folk må overlades til andre faggrupper. Man må håbe og forvente, at bestyrelsen følger denne erklæring op i handling ved også at frasige os den opgave som læger at aflive mennesker i fosterstadiet. Til gengæld kunne vi måske øge vor palliative omsorg for moderen med den uønskede graviditet. Det kunne ikke blot øge vores selvrespekt, men måske også befolkningens respekt for vor etiske holdning.