Skip to main content

Under overskriften »Melatoninagonist forbedrer søvn efter døgnrytmeforstyrrelse« i Medicinske Nyheder i Ugeskrift for Læger (2009;171:297) refereredes en publikation i The Lancet (DOI:10.1016/S0140-6736(08)61812-7). I referatet konkluderedes følgende: »Resultaterne af denne undersøgelse underbygger, at behandling med melatonin og melatoninagonister har en signifikant effekt på søvnforstyrrelserne, hvor ætiologien er forstyrrelser i det indre biologiske ur, hvorimod der ikke kan forventes nogen effekt ved primær søvnløshed«.

I nævnte publikation i The Lancet præsenteredes data fra studier, hvor man undersøgte effekten af tasimelteon på søvnparametre hos raske forsøgspersoner med søvnforstyrrelser induceret ved femtimers modulation af søvn-vågen-rytmen. I publikationen blev det ikke konkluderet, at der ved behandling med melatonin og melatoninagonister ikke kan forventes nogen effekt ved primær søvnløshed. Tværtimod er der i publikationen refereret to studier publiceret af Erman et al og Zammit et al, der netop har påvist effekt af melatoninagonisten ramelteon i behandling af kronisk primær in-somni.

I to randomiserede dobbeltblindede placebokontrollerede kliniske undersøgelser [1, 2] har man ved behandling med 2 mg Circadin (2 mg depottablet melatonin) fundet en klinisk betydende og statistisk signifikant forbedring af både søvnkvalitet og årvågenhed om morgenen hos patienter, der var over 55 år og havde primær insomni. Der blev desuden fundet en klinisk signifikant forbedring af livskvaliteten hos patienter, der blev behandlet med Circadin, sammenholdt med placebogruppen.

De to studier har således ført til registrering af Circadin til behandling af primær insomni hos patienter over 55 år.

Det er velkendt, at den endogene produktion af melatonin falder med alderen, angiveligt som følge af forkalkning af pinealkirtlen [3]. Circadin har således effekt hos patienter, der er over 55 år og har primær insomni, hvor nedsat endogen produktion af melatonin har betydning for patogenesen.

Interessekonflikt: Allan Bundgaard Jakobsen er ansat som Medicinsk Rådgiver hos Nycomed.


Referencer

  1. Lemoine P, Nir T, Laudon M et al. Prolonged release melatonin improves sleep quality and morning alertness in insomnia patients aged 55 years and older and hos no withdrawal effects. J Sleep Res 2007;16:372-80.
  2. Wade A. Ford I, Crawford G et al. Efficacy of prolonged release melatonin in insomnia patients aged 55-80 years: quality of sleep and next-day alertness outcomes. Curr Med Res Opin 23;2007:2597-605.
  3. Mahlberg R Kienast T, Hädel S et al. Degree of pineal calcification (DOC) is associated with polysomnographic sleep measures in primary insomnia patients. Sleep Medicine 2008. DOI:10.1016/j.sleep.2008.05.003.