Skip to main content

Ingefær, graviditetskvalme og mulige fosterskader (testosteronpåvirkning)

Praktiserende læge Kirsten Søndergaard, Dyvekes Allé 7, DK-2300 København S. E-mail: kms@it.dk

25. jan. 2008
1 min.

På en del apotekers hylder står der et kosttilskud, der indeholder ingefær. Det bemærkes med små bogstaver på pakningen, at det kan bruges under hele graviditeten. Det står fremhævet, at det er mod graviditetskvalme. Det er dog også bemærket, at gravide skal tale med en læge eller en sundhedsplejerske om det inden brug, men dette er ikke fremhævet.

I Medicin.dk, der er Lægemiddelkatalogets afløser, står der, at der er mistanke om, at ingefær kan påvirke omsætningen af det mandlige hormon testosteron hos et foster og dermed fosterets udvikling.

Det er tvivlsomt, om produktet overhovedet virker, det er under mistanke for at pille ved det mandlige hormon, og de gravide spiser det. De mener, det må være godt, når det står på apotekets hylde.

Jeg har besøgt fire apoteker for at se, om de førte produktet GraviFrisk, tre af dem gjorde. På det ene henvendte jeg mig til apotekeren, der mente, at produktet var godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Selv om jeg viste ham Infomatums tekst, havde han ingen problemer med at sælge det.

Jeg mener, at det ikke er i orden at sælge ingefærprodukter til gravide, så længe der er mistanke om, at de påvirker omsætningen af testosteron hos fosteret.

Interessekonflikter: Kirsten Søndergaard arbejder for Den offentlige Sygesikring, idet hun er praktiserende læge.