Skip to main content

Ingen grund til bekymring!

Kristian Ebbensgaard, amtsborgmester, formand for Den Fælles Offentlige Sundhedsportals bestyrelse

1. nov. 2005
2 min.

Svar på Jesper Poulsens leder »Den offentlige sundhedsportal« (Ugeskr Læger 2003;165:2719).

Det står mejslet i sten, at grundsubstansen i den kommende fælles offentlige sundhedsportal er valideret materiale fra det offentlige sundhedsvæsen. Altså ingen reklamefinansiering. Hverken direkte eller indirekte. Det mindste optræk til overvejelser eller henvendelser af kommerciel karakter vil uden diskussion blive mødt med et nej!

Alligevel er der hos Lægeforeningens formand opstået en pludselig bekymring for, om læger, patienter og myndigheder nu kan være sikre på at få uafhængig, ikke-kommerciel information, når de bruger portalen. Bekymringen er begrundet i Apotekerforeningens plads i bestyrelsen.

Men der er ingen grund til bekymring. Apotekerforeningen kender betingelserne. De kender og har tilsluttet sig formålet med portalen.

Når Apotekerforeningen er kommet med i bestyrelsen, er det, fordi de har investeret betydeligt i at udvikle den nuværende portal. Vi kunne selvfølgelig have valgt at se bort fra sundhed.dk. Vi kunne have valgt selv at genopfinde en række af de samme funktionaliteter, som vi under alle omstændigheder skal bruge til den offentlige sundhedsportal. I stedet har vi valgt at genbruge, hvad der passer til den nye portal, og så i øvrigt gøre brug af den viden og det netværk, som Apotekerforeningen har skabt.

Det er muligvis set fra Lægeforeningens bord et kedsommeligt bogholdersynspunkt. Men man kunne omvendt spørge: Ville borgerne ikke med rette kunne anklage os for lemfældig omgang med deres penge, hvis vi blot havde skrottet hele sundhed.dk - og så brugt millioner på at genopfinde den dybe tallerken?

Det er klart, at Sundhedsportalen ikke skal drives og udvikles i »soloridt« med Apotekerforeningen. Tværtimod. For os alle står og falder portalen med, at det sker i partnerskab med de faglige organisationer - herunder Lægeforeningen. Det er forudsætningen for, at portalen kan få den nødvendige faglige ballast og dermed også blive et effektivt arbejdsredskab for sundhedspersonalet.

Af samme grund er Lægeforeningen i gang med at udpege medlemmer, der skal sidde med i portalens faglige referencegruppe, som skal fastlægge og fastholde portalens redaktionelle og faglige linje.

Jesper Poulsen har også ret i, at overtagelsen af Apotekerforeningens sundhed.dk har sparet os for udgifter, vi ellers ville have haft. Men det er jo ikke det samme som, at vi nu har ubegrænsede midler til rådighed. Der er nok at bruge pengene på.

Jeg kender godt Lægeforeningens ønske om, at sundhedsportalen overtager visningen og finansieringen af Cochrane-databasen. Bestyrelsen for sundhedsportalen skal efter sommerferien tage stilling til Lægeforeningens ønske. For os er spørgsmålet helt åbent: Hvis det giver god mening at integrere databasen på portalen, så gør vi det før eller siden. I sidste ende er det et spørgsmål om prioritering!