Ingen positiv særbehandling

Foreningen af Yngre Gynækologer og Obstetrikere arrangerede i slutningen af februar mdr. et kursus i gyn/obs set ud fra en etnisk synsvinkel. Det mest slående var spørgsmålet om tackling af denne patientgruppe fra deltagerne i kurset. Der bliver talt meget om denne gruppe og de problemer man har i forhold til dem. Sprog er nøglen til kommunikation, med sprog lærer man hinandens kultur, ved at turde spørge bliver man klogere. Sproget er nøglen der åbner mange døre, på tyrkisk hedder sprog » tunge«, uden en tunge kan man ikke kommunikere. Hvorfor lærer folk, der kommer hertil, bosætter sig, får børn, ikke sproget?

Der er mange årsager, analfabetisme vanskeliggør at deltage i sprogkursus, intellekt, angst, forhindringer fra familie, specielt kvinderne har problemer med at få » plads og rum« til at lære, de arbejder i døgndrift, ofte ensomme... børnepasning, det huslige. Det danske velfærdssystem kan udefra betragtes som utømmeligt, men hvem betaler ... det gør vi alle ... hvad koster en ambulancetransport i forhold til, at man selv sørger for sin transport, når nu familien har bil, og hvem har ret til det?

Det vækker harme og forargelse, når en flygtningefamilie kræver Falcktransport hjem .... Hvorfor tror de, at de har ret til det? Måske tror de, at det kan man, når man nu har været indlagt. De aner jo ikke, hvad det koster for sygehuset, og her er det vigtigt at tage de 2 min og fortælle, at sådan gør vi ikke, og hvorfor ... Man har ikke krav på helal slagtet kød, man må spise det man kan få uden svinekød, for nogle er det vigtigt, at de kan stole på, at maden ikke indeholder svinekød, svinefedt (spæk). Det er vigtigt at fortælle, at maden er til den indlagte, og at de besøgende ikke må spise patienternes mad, at man overholder sygehusets regler, og ved regelbrud, så skal man markere, og ikke lade være, pga. sin berøringsangst! Det handler ikke om racisme, men regler skal følges uanset om man hedder Charlotte eller Fatma.

Lægen er til stede i kraft af sin profession, og er der som læge ikke som mand eller kvinde. Respekt for patienten skaber respekt for lægen. Det handler om tackling af pinlige situationer, hvor man gør patienten opmærksom på, at det ikke er en rar undersøgelse, men at den er nødvendig. Eks. Du vil nok helst være blevet undersøgt af en kvindelig/mandlig læge, men det er vanskeligt, og det vil være bedst for dig at få denne undersøgelse overstået nu. (Det giver patienten en slags oprejsning, også over for tolken, mange gange er patienten mere bange for hvad tolken nu vil tænke om hende, hvis hun lader sig undersøge af en mandlig læge, uden at vise modstand.

I mellemøsten er det ikke så vigtigt at komme til klokkeslæt. Det skal de have at vide, at det er vigtigt at man holder en aftale. De skal vide konsekvensen for behandler og andre patienter, at man ved at udeblive uden at melde afbud, hin-drer andre i at komme til og spilder behandlers tid! Regler på sygehuset skal overholdes uanset hvem man er! Mange besøgende udmatter patienten, forstyrrer patienter, forskel i sproget gør f.eks., at medpatienten bliver dobbelt irriteret over at blive forstyrret og skal lægge øre til en masse denne ikke forstår ... at sætte grænser og fortælle er også at beskytte patienten og de andre. Uanset hvor vi kommer fra, så bor vi i Danmark, og jeg går stærkt ind for, at man ikke laver om på det man normalt plejer pga. positiv særbehandling. Som nytilkomne skal man lære at begå sig, og tilpasse sig, og vores fornemmeste opgave inden for dette felt er at yde en massiv socialpædagogisk indsats. Budskabet må være til de nye: »Sådan gør vi her i landet, vi forstår udmærket, at du er vant til noget andet. Rom blev ikke bygget på en dag, og TING TAGER TID, jeg tror, at hvis man har denne indstilling, så undgår man mange frustrationer, regler skal følges, uanset hvem man er. Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi reagerer så voldsomt, når vi møder mennesker der gør tingene anderledes, f.eks. kræver det mod at skille sig ud fra mængden. Er det vores egen dårlige samvittighed over, at vi ikke holder fast og plejer vores tro og kultur. (F.eks. forarges vi over »den frækhed somaliske kvinder udviser«, deres: Her kommer jeg attitude. Som min kvindelige bagvagt sagde, da vi tog emnet op sammen: Det er jo det danske kvinder går i psykoterapi for at lære) ... Er det, det der afføder frygt for, at »vi forsvinder«, at fremmede overtager, det er jo ikke muslimernes skyld, at de smukke danske kirker står mere eller mindre tomme, at der er en religiøs tomhed. Passer vi for lidt på vores egne værdier. Man har ikke som dansker eller vesterlænding patent på »det rigtige«. At være velintegreret i dette samfund, har intet at gøre med, at man taler et accentfrit dansk, spiser svinekød og drikker vin, går med lakerede negle og i lårkort ... klæder skaber ikke mennesker ... Det er mennesket der skaber klæderne.