Skip to main content

Inhabile demente fratages mulighed for fravalg af behandling

Muligheden for valg af behandling må ikke forringes, fordi man bliver dement eller inhabil.

Praktiserende læge Sven Frederick Østerhus, Maribo.
Praktiserende læge Sven Frederick Østerhus, Maribo.

Sven Frederick Østerhus, Praktiserende læge i Maribo
E-mail: sven@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

28. okt. 2015
4 min.

Flere og flere bliver demente, og lider ofte af andre problemer, som kræver hjælp. Men hvor ikke-demente personer har lov til at vælge om de skal modtage en bestemt behandling, gælder dette ikke hvis man er blevet svært dement. Som lovgivningen er i dag, er det kun få tilfælde, hvor det er tilladt at fravælge behandling, hvis patienten er såkaldt inhabil, og ikke længere kan overskue konsekvenserne af sine valg. Pårørende og sundhedspersonalet, inkluderet den behandlingsansvarlige læge, har således kun ringe beføjelser til at have indflydelse på, om patientens sidste tid og afslutning er i tråd med de ønsker de havde, da de stadig var ved deres fulde fem.

Fravalg af behandling

Selv om fravalg af behandling eller indlæggelse på sygehus kan medføre døden, kan det i flere tilfælde skønnes som det bedste. For eksempel ønsker de fleste at afslutte deres liv i eget hjem (PAVI, 2013: Danskerne om livet med sygdom og død), og mange udtaler at de “hellere vil dø, end at ende som dement på et plejehjem”. En ændring af lovgivningen til at åbne mere op for fravalg af behandling for inhabile demente, vil medføre at flere kan ende deres liv på den måde de selv havde ønsket.

3 eksempler fra virkeligheden

Der er flere tilfælde, hvor det kan være relevant at fravælge behandling:

1. Akut livstruende sygdom:

Det kan skønnes bedst, at fravælge behandling med for eksempel antibiotika hos en patient med tilbagevendende lungebetændelser og konstant åndenød. Selv om fravalget kan ende med døden, kan det være at foretrække, i stedet for at patienten skal igennem endnu en pille-kur, med en mulig forlængelse af et lidelsesfuldt liv.

2. Kroniske sygdomme:

Her kan det ofte være relevant at fravælge behandling. Kun et fåtal af dem som er i behandling har egentlig gavn af det, mens mange oplever livsforringende bivirkninger.

3. Uafklarede tilstande:

Der kan også være situationer som er mere uklare: En svært dement beboer på et plejehjem findes komatøs i sengen om morgenen. Årsagen er ukendt, og uden yderligere undersøgelser på sygehus, kan man ikke sige, om det er noget som kan behandles eller ej. Det bør overvejes, om det overhovedet er i patientens interesse, at blive indlagt, eller om situationen skal afventes.

Gældende lovgivning

Ingen af ovenstående eksempler volder problemer, så længe patienten er habil. Er patienten derimod inhabil, kan man som lovgivningen er nu kun fravælge behandling hvis patienten er

a) uafvendeligt døende (når døden med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage til uger),

b) svært invalideret/permanent vegetativ eller

c) ikke-uafvendeligt døende, hvor behandlingen måske kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af behandlingen vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Ydermere gælder fravalget kun såkaldt livsforlængende behandling, hvilket vil sige “behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse. Der kan f.eks. være tale om påbegyndelse af respiratorbehandling, hvor der med sikkerhed kun er ganske kort levetid tilbage eller genoplivning efter hjertestop” (Retsinfo.dk, VEJ nr 9025 af 17/01/2014).

Lovgivningen bør ændres

Loven er ikke tidssvarende, og fører til - som i de ovennævnte eksempler - at inhabile demente ofte bliver indlagt gentagne gange på sygehus, eller udsat for undersøgelser og behandling, uden at nogen har taget stilling til, om det er det patienten ønsker, eller om det overhovedet er den bedste løsning. Dette bør ikke forekomme. Ingen mennesker må behandles som upersonlige objekter og udsættes for automatisk behandling efter firkantede regler og vejledninger. Loven bør ændres, så der også hos inhabile patienter er mulighed for at fravælge behandling som kan øge eller forlænge deres lidelser. Habile personers ønsker omkring behandling og livets afslutning bør respekteres, også selv om de senere skulle blive inhabile. Hos inhabile personer, som ikke på forhånd har taget stilling til en bestemt behandling, bør det være muligt for de pårørende og den behandlingsansvarlige læge at beslutte hvor meget der skal gøres.

Muligheden for valg af behandling må ikke forringes fordi man bliver dement og inhabil.