Skip to main content

Intensiv medicin

? Professor, overlæge Else K. Tønnesen E-mail: elsetoen@rm.dk

28. aug. 2009
2 min.

Forfattere:Larsson A, Rubertsson SForlag:København: Fadl's Forlag, 2008
SIDER: 730
Pris: 650 kr.
ISBN: 978-87-7749-485-7

Intensiv terapi har gennemgået en imponerende udvikling, siden de første intensivafdelinger blev oprettet i Nordeuropa og USA i begyndelsen af 1950'erne. Startskuddet til at samle og behandle de mest syge patienter på specielle afsnit blev i Danmark polioepidemien, som hærgede landet i 1952. I dag har intensiv terapi udviklet sig til et tværgående fagområde, det er omkostningstungt og tilgodeser en lille gruppe patienter med relativ høj mortalitet sammenlignet med andre hospitaliserede patienter.

Først nu udkommer en dansksproget lærebog i intensiv medicin. Bogen er med enkelte undtagelser en direkte oversættelse af den første svenske lærebog »Intensivvård«, som udkom i 2005. Bogens indhold kan umiddelbart appliceres på danske forhold.

Redaktørerne har samlet over 50 forfattere, som har bidraget med 57 kapitler. Efter to indledende kapitler om organisering af intensivafdeling og etik i intensivpleje og behandling følger en række kapitler om basale fysiologiske mekanismer som celle- og molekylærbiologi, inflammation, iskæmi/reperfusion, allergi og anafylaksi, basal receptorfarmakologi og syre-base-status.

Herefter kommer mere klinisk orienterede kapitler om kritisk sygdoms indvirkning på centralnervesystemet, abdomen, nyrer, lunger m.m. Der er kapitler om praktisk luftvejshåndtering, iltbehandling, væske- og elektrolytforstyrrelser, respiratorbehandling m.m.

Et enkelt kapitel omhandler intensiv behandling af børn, mens resten af bogen drejer sig om voksne patienter. Bogen afsluttes med korte kapitler om udvikling, uddannelse og forskning i intensiv medicin.

Kapitlerne er stramt redigeret uden overlap eller gentagelser. Hvert afsnit afsluttes med en sammenfatning, hvor hovedbudskaber fremhæves. De mange illustrationer, figurer og tabeller bidrager til, at bogen fremtræder lettilgængeligt og læsevenligt. Formatet er ikke til kittellommen, men bogen bør stå på enhver intensivafdeling.

Bogens målgruppe er læger og sygeplejersker, som arbejder med intensiv medicin. Jeg er sikker på, at kolleger fra andre specialer også vil finde bogen interessant. Det er svært ikke at blive begejstret for denne intensivlærebog på dansk. Den dækker basal fysiologi, patofysiologi og det komplekse sygdomsmønster, der forekommer hos intensivpatienter. Endelig opfylder den funktionen som en lærebog, man kan anvende i den daglige klinik. Alle, der beskæftiger sig med intensiv terapi, bør investere i denne lærebog.

Interessekonflikt: Anmelder er medforfatter til kapitlet Inflammation - immunologi og medforfatter til et kapitel i den svenske udgave.