Intensiv terapi og blindsyn

Tak fordi der blev sat fokus på intensiv behandling (IB) [1]. Konklusionen er klar - vi har for få intensivsengepladser (IS) i Danmark. Det fremgår af høje belægningsprocenter og af det faktum, at vi ofte må flytte patienter rundt mellem intensivafdelinger for at afhjælpe hinandens kapacitetsproblemer.

Hvor mange IS har vi brug for i Danmark? For at kunne svare rationelt på dette er vi nødt til først at vide, hvor mange patienter om året der har behov for IB, og hvor længe de har dette behov. Allerede her løber vi panden mod muren. Vi mangler definitioner for, hvornår der er behov for IB - denne afgørelse baseres på et lægeligt skøn og en forhandling mellem den henvisende og den modtagende læge, der har ansvar for intensivafsnittet.

Vi kan bilde os selv ind, at vi som lægekollegium med fælles uddannelse i et lille land er socialiseret til at foretage ensartede skøn. Dette er jo sådan set heldigt, for IB er jo alt for komplekst til, at man kan opstille faste visitationsregler. Endelig er patienternes garanti, at alle læger vil dem det bedste. Jeg fremstiller de tre udsagn med en vis ironi, fordi de på en og samme tid repræsenterer noget korrekt og ædelt, men også giver anledning til betydelige problemer.

Vi ser tydeligt, at der er for få IS - ellers var vi jo ikke nødt til at flytte patienterne rundt mellem intensivafdelinger for at få enderne til at nå sammen. Gør dette udsagn os blinde for et andet og vigtigere problem? Får vi enderne til at nå sammen? Hvor mange patienter i Danmark får hvert år ikke IB, som måske kunne have hjulpet dem igennem en somatisk sygdomskrise til en fornuftig livskvalitet? Her løber vi ind i en kompleks samling af skøn, herunder: hvad er fornuftig livskvalitet? Spørger vi intensivlægerne, forklarer de, at man altid finder plads til de patienter, der virkelig har behov for IB [2]. Dette er umiddelbart et overraskende svar i en tid, hvor der generelt er enighed om, at der er mangel på IS. Den for mig mest sandsynlige forklaring på denne holdning er, at den modsatte holdning vil være næsten umulig at leve med. En erkendelse af, at der ikke er tilstrækkelige IS, og at patienter dør eller bliver unødigt varigt skadet på grund af mangel på IS, vil jo gøre det meget svært at forene de visiterende lægers arbejde på intensivafdelingerne med deres ønske om at gøre det bedste for patienterne [2].

Vi er nødt til at lave nationale retningslinjer med indikatorer, så vi kan give såvel os selv og borgerne som bevillingshaverne valide redskaber til at vurdere behovet for IB og graden af målopfyldelse i Danmark. Borgerne har et lovsikret krav på let og lige adgang til behandling [3], men hvordan ved vi, om vi opfylder dette, hvis vi alene handler skønsbaseret?