Skip to main content

Internationale forskelle i retningslinjer for ADHD-undersøgelse og behandling

Jens Kruse, Børnelæge, Rønne. E-mail: familien.kruse@pc.dk

12. jun. 2012
6 min.


Interessekonflikter: Ingen

Toneangivende skandinaviske børne- og ungdomspsykiatere og den daværende direktør for den danske ADHD-forening har udtrykt bekymring for variationen i retningslinjerne for undersøgelse og behandling mellem de skandinaviske lande trods nok så homogene forhold, og foreslår samarbejde om harmonisering [1].


Der er også iøjnefaldende forskelle vedrørende undersøgelse og behandling mellem det danske referenceprogram [2] og det samtidig udgivne engelske [3]. Baggrundsanalyserne i de to programmer når frem til stort set samme resultat, og alligevel vægter det engelske sociale, pædagogiske og psykologiske tiltag langt højere og er mere tilbageholdende med anbefalinger af farmakologisk behandling. De engelske retningslinjer omfatter også voksenområdet. Der foreligger en velargumenteret og tankevækkende analyse af bl.a. mulige årsager til disse forskelle [4]. Forfatterne er tre af deltagerne i udarbejdelsen af det danske program, og de peger ikke kun på faglige forhold, men også på betydningen af forskelle i regi, arbejdsgruppens sammensætning, målgruppe, brugerperspektiv m.m.


Debat tiltrængt


Harmonisering, ligesom revision af nationale retningslinjer, er på denne baggrund på mange planer en stor udfordring. Men samtidig kunne et resultat af harmoniseringen, og ikke mindst selve harmoniseringsprocessen, få stor betydning for respektive være lærerig med henblik på, tiltag på området – og måske direkte åbne for en tiltrængt bred debat om de mange tilgange og aspekter i øvrigt til fænomenet ADHD, som af mange grunde bør ses i tæt sammenhæng med en række andre lignende tilstande, f.eks. autismespektrumtilstande, OCD, tics mv.


En lang række fagområder har væsentlig interesse i og viden om fænomenet ADHD og lignende tilstande og bør derfor være repræsenteret – ligeværdigt – i arbejdet med harmonisering.


Langtidspåvirkninger af farmakologisk indsats


Ud over psykiatri og farmakologi drejer det sig om psykologi, pædagogik og socialvidenskab/sociologi. Andre fagområder bør også inddrages, f.eks. filosofi, bevægelseslære, musikvidenskab, ernæringsvidenskab mv.


Der er forsket relativt meget i behandling af børn og unge med ADHD. Hovedparten af denne forskning har haft fokus på farmakologiske indsatser, men uden f.eks. at analysere uønskede langtidspåvirkninger, hvilket har vakt bekymring internationalt og også herhjemme [5].


Når forskning i farmakologisk behandling har været så fremtrædende, skyldes det flere forhold. F.eks. at der ofte foreligger en form for sammenfald af faglige og økonomiske interesser. En mindre del af forskningen fokuserer på sociale, pædagogiske og psykologiske tiltag. Meget taler for, at sådanne tiltag optimalt tilrettelagt indeholder potentiale for behandlingsresultater med brugertilfredshed på linje med, eller som ud fra en helhedsvurdering overgår, primært iværksat farmakologisk behandling – også selv om denne iværksættes sammen med sociale, pædagogiske og psykologiske tiltag. Forskning, som anlægger en anderledes eller endnu bredere tilgang til behandling, eksisterer kun i meget begrænset omfang.


Mere forskning


I en strategi for harmonisering bør et af de første skridt derfor være at udarbejde forslag til tiltag, der sikrer, at det påtrængende behov for forskning i andet end den farmakologiske behandling bliver iværksat herhjemme eller i fælles skandinavisk regi. F.eks. forskning i udrednings- og behandlingstilgang som beskrevet i [6].

Måske vil forskningsdelen i Socialministeriets løbende projekt for ny forstærket indsats på det sociale område for børn, unge og voksne med ADHD kunne bidrage til at afhjælpe noget af manglen på forskning på området (www.servicestyrelsen.dk/ADHD). Ligesom den forskning, der er påbegyndt vedrørende forældretræning, dels ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov, dels ved Center for ADHD, også i Aarhus. De to projekter adskiller sig lidt fra hinanden. I Risskov er træningen individuel, i ADHD-centret er den gruppebaseret, og her visiterer man selv, dvs. man stiller ikke krav om, at barnet har fået en diagnose. Det er psykologer, der står for forskningen begge steder.


Litteratur


1. Bilenberg et al. Prescription rates of ADHD medication in the Scandinavian countries and their national guidelines. Nord J Psychiatry 2012;66:70-1.


2. Referenceprogram for udredning og behandling af børn og unge med ADHD. København: BUP-DK/Sundhedsstyrelsen, 2008.


3. National Institute for Health and Clinical Excellence. Attention deficit hyperactivity disorder: diagnosis and management of ADHD in children, young people and adults. NICE clinical guideline 72, 2008.


4. Trillingsgaard A, Christiansen B, Fensbo L. Børn og unge med ADHD. Referenceprogram. Psykolog Nyt 2009;3:3-10.


5. Aagaard L, Hansen EH. The occurrence of adverse drug reactions reported for attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) medications in the pediatric population: a qualitative review of empirical studies. Neuropsychiatr Dise Treat 2011;7:729-44.


6. Hertz S. Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede muligheder. København: Akademisk Forlag, 2008.


> Svar:


Professor, overlæge, dr.med. Per Hove Thomsen, Aarhus Universitetshospital, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov. E-mail: per.hove.thomsen@ps.rm.dk



Interessekonflikter: Per Hove Thomsen har modtaget honorar for undervisning af læger fra Medice, Jannsen Pharma og Novartis Healthcare.


Tak til Jens Kruse for kommentarer til vores artikel i Nordic Journal of Psychiatry, hvor vi fra nordisk side efterlyser en større harmonisering af udredning og behandling af ADHD hos børn og unge [1].


I 2008 udgav Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark et referenceprogram baseret på en gennemgang af forskningslitteraturen, som ledte til graduerede anbefalinger af såvel de farmakologiske, kostmæssige som sociale og psykologiske behandlingsmåder [2].


Langt den største del af forskningen inden for ADHD er udført på psykofarmakologisk behandling og langt mindre på den nonfarmakologiske intervention, hvilket i høj grad er tiltrængt. Der foregår aktuelt en del forskning, som fokuserer på nonfarmakologiske interventionsmåder. En ny dansk ph.d.-afhandling viste en nedslående mangel på evidens af social færdighedstræning til børn med ADHD [3]. Der er fortsat brug for mere forskning på dette område.


En undersøgelse af forældretræning til førskolebørn med ADHD er netop kørt af stabelen med udgangspunkt i Region Midtjylland (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov) i samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup. Denne forskning udføres af en tværfaglig gruppe, som afspejler, hvorledes børne- og ungdomspsykiatrien er organiseret, dvs. i et samarbejde mellem yngre læger, børne- og ungdomspsykiatere, psykologer, pædagoger og sygeplejersker.


I øvrigt foregår forskning i langtidseffekter af den medikamentelle behandli ng, som vi stadig mangler systematisk indsamlede data om [4].


Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet, har – i øvrigt i samarbejde med en række børnepsykiatere – udgivet en gennemgang af kostens betydning i behandlingen af ADHD. Enkelte studier tyder på en lille effekt af fiskeolier, og enkelte studier tyder på, at en skrap diætintervention muligvis kan reducere symptomerne hos en undergruppe med ADHD. De foreliggende resultater er dog for inkonklusive til, at man anbefaler kostændring [5].


Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark har i det forgangne år udarbejdet landsdækkende faglige retningslinjer for ADHD. Da omkring 80% af henviste børn med ADHD har en eller flere komorbide tilstande, er der også i retningslinjerne beskrevet anbefalinger baseret på bedste evidens for børn med eksempelvis angst, OCD, Tourettes syndrom eller autisme ud over deres ADHD-diagnose.


Ovenstående illustrerer forhåbentligt, at vi fra børne- og ungdomspsykiatrien såvel klinisk som forskningsmæssigt har en bred og tværfaglig tilgang til udredning og behandling af børn og unge med ADHD. Evidensen er på nuværende tidspunkt stærkest for den farmakologiske del af behandlingen, men forskning i andre interventionsmetoder er i gang og kan forhåbentlig bevise nytten af den store psykosociale indsats, som langt de fleste resurser i børne- og ungdomspsykiatrien bliver brugt på for over for denne udsatte gruppe af børn og unge.


Litteratur


1. Bilenberg N, Gillberg C, Houmann T et al. Prescription rates of ADHD medication in the Scandinavian countries and their national guidelines. Nord J Psychiatry 2012;66:70-1.


2. Thomsen PH, Rasmussen H, Isager T et al. Referenceprogram for børn og unge med ADHD. København: Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark, 2008.


3. Storebø OJ, Skoog M, Damm D et al. Social skills training for Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD) in children aged 5 to 18 years. Cochrane Database Systematic Review 2011;12:CD008223.


4. Powell SG, Thomsen PH, Frydenberg M et al. Long-term treatment of ADHD with stimulants – a large observational study of real life patients. J Atten Disord 2011;15:439-51.


5. Andersen LBB, Rytter MJH, Houmann T et al. Kostens betydning i behandlingen af ADHD hos børn. http://shop.servicestyrelsen.dk/products/kostens-betydning-i-behandling… 2012;

    Referencer