It-bøvl

Jeg er helt enig i indholdet i Klaus Klausens leder i Ugeskrift for Læger nr. 16 men vil dog påpege en enkelt ting, hvor forsigtighed er på sin plads, nemlig talegenkendelse, som Klaus mener, at vi skal stile efter. Da jeg blev overlæge i 1985, blev jeg belært om, at talegenkendelse var lige på trapperne. Og det har det jo været lige siden! Jeg er bekendt med, at det er taget i brug i begrænset omfang visse steder - med begrænset succes.

Grunden til min skepsis er, at det eneste mulige scenario for en praktisk anvendelse af talegenkendelse risikerer at blive, at den dikterende læge vil blive tvunget til selv - løbende - at læse korrektur på sit diktat på skærmen. På den måde får man igen læsset noget arbejde fra andet personale over på lægerne. Grunden til, at dette vil være den eneste måde at få succes med talegenkendelse, er jo, at selv den bedst mulige maskine aldrig vil kunne erstatte en dygtig lægesekretær, som jo også har mulighed for at spørge og slå op i håndbøger etc.

Man må her forestille sig de vanskeligheder, som især det tiltagende antal udenlandske læger vil få, for ikke at tale om det ikke ubetydelige antal læger, som er »mumlere«, dvs. med dårlig mikrofonstemme. Sekretærerne vænner sig ofte til at afkode og omformulere disse vanskelige diktater - en opgave, en maskine aldrig vil kunne klare.

Derfor er jeg bange for, at vore arbejdsgivere vil vælge løsningen med løbende selvkorrektur. I forvejen er lægerne blevet belastet af det stærkt øgede tidsforbrug på grund af de dårlige it-løsninger; vi har ikke brug for mere af samme skuffe!