Skip to main content

Iversen L, Kristensen TS, Holstein BE, Due P, eds. Medicinsk sociologi. Samfund, sundhed og sygdom

Merete Nordentoft

2. nov. 2005
2 min.

Redaktionen af denne bog har sat sig for at gennemføre en grundig revision og videreudvikling af den tidligere lærebog i faget medicinsk sociologi. Bogen er i tidligere udgaver udkommet på et andet forlag i et par udgaver, men nu foreligger en ny, gennemarbejdet og grundigere udgave på Munksgaard. Bogen gennemgår en række af de grundbegreber, der anvendes i moderne folkesundhedsvidenskab, såsom sociale relationer, social ulighed, marginalisering, livsstil, stress og forebyggelse. Som noget nyt er medtaget et spændende kapitel om lokalsamfund og social kapital og et kapitel om historie.

Redaktørerne skriver i forordet, at der er et stærk empirisk islæt i bogen, og det er rigtigt. Der er kapitler, der præsenterer et stort og overbevisende empirisk materiale, og som burde være obligatorisk læsning for danske sundhedsplanlæggere. Det drejer sig for eksempel om kapitlerne om Danmark i et internationalt perspektiv, om social ulighed, om livsstil og om køn - og forskelle i sygelighed og dødelighed. I nogle af de mere teoretisk prægede oversigtskapitler, efterlades man flere gange med en vis skepsis, og man må håbe, at kvikke studerende vil være i stand til at stille de kritiske spørgsmål, der er nødvendige for at trænge til bunds i de postulater, der ikke altid er velunderbyggede i teksten.

Som mangeårig underviser i medicinsk sociologi har jeg altid beroliget de studerende med, at lærebogen er letlæst som en knaldroman. Det er lykkedes at holde den letlæselige stil også i den nye udgave, selvom bogen præsenterer en lang række teoretiske begreber og store mængder empiriske data.

Bogen er et vidnesbyrd om, at medicinsk sociologi er et vigtigt fag med et stort teorigrundlag og forskningsresultater, der kan og bør få afgørende indflydelse på tilrettelæggelse af forebyggelse og behandling af de store folkesygdomme.

København: Munksgaard Danmark, 2002.

368 sider. Pris: 348 kr.

ISBN 87-628-01813