Ja til stamceller

Jeg har med interesse fulgt med i debatten om stamcelleforskning i Ugeskrift for Læger. Jeg er selv tilhænger af at lempe lovgivningen omkring forskning i befrugtede æg. I dag er det tilladt at bruge befrugtede æg til forskning i infertilitet, og jeg synes at det er paradoksalt at der skal være etiske problemer med at forske i befrugtede menneskeæg for at kurere alvorlige sygdomme, men ikke når det handler om at forske i barnløshed.

Når det handler om forskning i befrugtede æg, hæfter jeg mig ved at der er tale om æg, der under ingen omstændigheder vil kunne udvikle sig til et barn. Der er tale om »overskudsæg« og hvis disse æg ikke bliver brugt til forskning, bliver de i stedet kasseret. Æggets skæbne er således beseglet. Det vil aldrig få en livmoder at vokse i, og det påvirker dets etiske status, for der skal mere end blot en æg- og en sædcelle til at skabe et menneske - det kræver en kvindelig vært.

Jeg mener at det bør tillades at forske i stamceller, men jeg anerkender at der er brug for etiske overvejelser. Derfor skal der ikke være frit løb for forskerne, og forskningen skal reguleres - ligesom al anden forskning på mennesker skal.

Først og fremmest skal forskning i stamceller udelukkende foregå med sygdomsbekæmpelse for øje. Der skal også være en række krav til de par, der donerer æggene. De må ikke modtage penge for deres æg, og ægdonation kan kun komme på tale i forbindelse med æg der er blevet tilovers efter ferti-litetsbehandling. Det skal ikke være tilladt at fremstille befrugtede æg, eller at fremprovokere flere æg end der skønnes nødvendige til fertilitetsbehandlingen, med det formål at donere æg.

Endvidere skal forskere, der ansøger om at forske i befrugtede æg, redegøre for hvor mange æg der skal benyttes, og begrunde hvorfor det er nødvendigt at bruge mere end ét befrugtet æg. Befrugtede æg skal ikke behandles lemfældigt. Det kan heller ikke forventes at der i fremtiden vil være særlig mange æg, der er egnede til forskning, for i takt med at metoderne til fertilitetsbehandling forfines, bliver der færre æg i overskud - en udvikling, der vil blive forstærket hvis Folketinget vedtager at æg ikke skal kasseres efter to år som nu, men i stedet efter fire år.

Hvis det på et tidspunkt viser sig at forskningen i stamceller kommer så langt, at det bliver aktuelt at bruge stamceller - eller nok snarere stamcellelinjer - i en egentlig behandling, skal der vedtages særlige regler for hvordan og under hvilke betingelser det skal kunne foregå. Jeg er godt klar over at hvis forskerne udvikler en behandlingsmetode mod alvorlige sygdomme, vil det være meget svært ikke at indføre behandlingen. Derfor står jeg også inde for, at konsekvensen af at tillade forskning i stamceller meget vel kan være at vi en dag skal tage stilling til, om man også vil tillade f.eks. behandling på baggrund af kernetransplantationer.

Det er jeg indforstået med. Mit håb er jo netop at ved at man åbner for helt basal forskning i embryonale stamceller i dag, en dag i fremtiden vil gøre det muligt at behandle sygdomme, der er invaliderende og livstruende.