Skip to main content

... indvender jeg. Men der er intet at stille op, og efter få minutter er jeg iklædt en ligskjorte, som pikant afslører underkanten af et par enorme elefantbenklæder. Det elegante sæt understreges af de to - uens lange - rørformede bomuldsposer, hvis eneste lighed med strømper er den hælformede syning, som finder sin plads midt på min lægmuskel. Så kommer turen til neglelak og makeup ...

Og jo. Jeg kan godt forstå det hele. Alt det med sterilitet og at det er vigtigt at kunne se hudens nøjagtige farve osv. Ikke at jeg selv nogensinde har været nødsaget til at rense pudder af patienten for at kunne konstatere mors, men alligevel ...

Da jeg vågner, er flere legemsvæsker synlige i to poser diskret placeret på siden af sengen. Sygeplejersken opfordrer mig til at komme ud på gangen, hvor jeg kan hente en kop te. Hun hjælper gerne med at få hængt poserne op på det mobile stativ. Tak for hjælpen. Jeg går langsomt ud af stuen og ned ad gangen, mens mine legemsvæsker dingler rundt ved siden af en pose saltvand. Hælder en kop te op. Jeg er også velkommen til at dingle i kiosken ... Nej tak. Ellers tak.

Senere på dagen kommer et længere hvidkitlet optog ind på stuen. Velfriserede og velduftende. De medbringer en journalvogn og en bærbar pc (kære kolleger: Det er virkelig en uskik!). Optoget tager plads for enden af sengen, bruger lidt tid på at identificere mig og giver en god og grundig information om den netop overståede procedure. Forud for deres besøg havde jeg egentlig forberedt nogle spørgsmål. Også af kritisk karakter. Ville være sikker på, at jeg forstod det hele, og at det gav mening. Men lige pludselig her på tresengsstuen mellem drænposer og slanger, berøvet den sidste flig af værdighed, mister jeg mælet. Retorik, perspektivering, forventninger til og krav om medbestemmelse strander alt sammen inde bag netundertrøjen.

En af mine gode bekendte var indlagt for nylig i mave-tarm-kirurgisk øjemed. Jeg ville rigtig gerne besøge ham, men gjorde det ikke. Jeg var ikke sikker på, at han ville tages på fersk gerning med urinposen i 100 meter fri.

Og jo. Jeg kan godt forstå, at det er vigtigt, i en presset hverdag, at kunne aflæse målerstanden helt henne fra døren, men er det ikke snart tid til en debat om, hvad værdighed er? Der må da være nogle tøjproducenter, der kan komme med et bud på et mere tidssvarende outfit, som ikke får folk til at føle sig endnu mere syge, end da de trådte ind på hospitalet? Og hvad med nogle pæne, uigennemsigtige overtræksposer med knaplukning til at støtte en lille smule op om privatlivet? Som patient er man i forvejen ofte nervøs og utilpas. Følelsen når værdighedens sidste bastion falder med eksternaliseringen af urinen og den totale anonymisering i forvaskede kæmpetrusser vil jeg sent glemme. Værdighed og respekt er mere end kommunikation. Det er i høj grad også, at give individet mulighed for at bevare blot en flig af den integritet, som er nødvendig, for at man kan føle sig som en respektabel og betydningsfuld med- og modspiller.