Skip to main content

Je provoque (jeg provokerer)

1. reservelæge Gert Brennalt, Tønder Medicinske SammedagshospitalE-mail: Gert.Brennalt@shs.regionsyddanmark.dk. Interessekonflikter: ingen

5. nov. 2010
2 min.

I disse for vor sundhedsvæsen så trange tider med effektivisering, ventetidsgaranti, nedskæringer og tale om lukning af sygehuse er her et lille forslag til handleplan.

Ser man på det store udland, bliver det klart, at vi i Danmark kun behøver et eneste hospital med akutmodtagelse, resten kan vi nedlægge. Det skal naturligvis ligge midt i landet. Patienterne må så flyves ind til det. Det kunne passende planlægges til at ligge i Odense, hvor der alligevel skal bygges nyt og stort. Der skal blot bygges endnu større end aktuelt planlagt. Visse af de eksisterende hospitaler kan så omdannes til sundhedshuse uden akutfunktion, og alle hospitaler med under 50 læger kan omdannes til dagklinikker som satellitter a la nærpoliti contra de store politistationer.

Al basisuddannelse skal foregå på det store hospital. Det samme gælder speciallægeuddannelsen suppleret med fokusophold på de små specialklinikker - der skulle jo gerne være mulighed for at rekruttere til disse. Og så kan vi fyre en del læger - også ledende og ikkeledende overlæger, ligesom det sker i Hillerød. Det vil løse mangelen på speciallæger og læger generelt.

Og når vi nu skal spare på sygehussektoren:

Vi skal naturligvis flytte alt, som ikke har med sygdom at gøre, ud af sygehusene, ja gerne ud af det offentlige sundhedsvæsenet i det hele taget og overlade det til de private.

Det gælder sterilisation for begge køns vedkommende, fertilitetsbehandling, graviditet og provokeret abort. Der er ikke tale om sygdom i disse tilfælde.

Og så skulle landspolitikerne tvinges til at forklare, hvilke konsekvenser deres beslutninger vil få. Det vil nemlig tvinge dem til at tænke over dem. Opprioritering af et område medfører altid nedprioritering et andet sted, når der ikke følger penge med til denne opprioritering.

Når man nu vil bruge penge på vaccination mod livmoderhalskræft, bruger man penge af den samlede bevilling til sundhedssektoren. Hvad skal vi læger så ikke lave af det, som vi kunne lave, hvis vi havde penge til det? Befolkningen har krav på at vide det!