Skip to main content

Jeg er en dårlig læge …

Den første patientklage er netop modtaget, og den sætterne tankerne i gang, skriver Frederik Liljefred, speciallæge i almen medicin.

Frederik Liljefred er speciallæge i almen medicin. Foto: Claus Boesen
Frederik Liljefred er speciallæge i almen medicin. Foto: Claus Boesen

Frederik Liljefred, speciallæge i almen medicin, frold@dadlnet.dk

3. maj 2018
3 min.

Den følelse sidder jeg tilbage med efter 12 år som læge og nu fire måneder som fuldtidsvagtlæge og deraf den første patientklage. Den sagkyndiges vurdering er klar: »jeg har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard«, og mon ikke STPS lytter mere til deres sagkyndige end til mit gensvar? Det ved jeg om ét år, måske?

Jeg er også blevet usikker på min egen faglighed. Usikker fordi jeg laver fejl. Mange fejl. Hele tiden. Det bliver kun endnu mere tydeligt, når man som STPS ønsker at forstå fortiden ud fra de begivenheder, der sker i fremtiden. Derfor får jeg også flere og flere vaner som »uvula midtstillet«, da en vagtlæge har fået en påtale for en overset peritonsillær absces. Uvula var ikke beskrevet, så konklusionen var lige for: abscessen var overset.

Men jeg er også bange: bange for at blive hængt ud på styrelsens hjemmeside, bange for at miste mit job og deraf bange for konflikten med patienten. Frederik Liljefred, speciallæge i almen medicin

Bange for at miste mit job

Men jeg er også bange: bange for at blive hængt ud på styrelsens hjemmeside, bange for at miste mit job og deraf bange for konflikten med patienten. Lægevagtsarbejde er i høj grad at sidestille med kundeservicearbejde, og da patientens forventninger og god almen faglighed ikke altid stemmer overens, er konflikten indimellem uundgåelig. På min sidste vagt bad en patient om mit navn, da jeg forsøgte at informere om, at antibiotika ikke nødvendigvis er lykken ved sinuitis, men at afløb må være målet. Den 28-årige kvinde videregav nu telefonen til sin mor, som åbenbart var sygeplejerske og heller ikke var enig i eller imponeret over mine lægefaglige råd. Samtalen sluttede med at hun smed røret på og ikke ville ikke have den konsultation, jeg ellers tilbød, men mit navn ville hun have. Vi må se, om de falder til ro (og fornuft), eller om de i affekt laver en klage – det koster jo intet for patienten at indgive en klage – et par klik og pistolen peger på lægen.

Overdrevent trusselsapparat

En kerneopgave som almenmediciner har jeg altid set som at være en, der ud over faglighed også har de samfundsøkonomiske briller på: rationel brug af medicin, men også rationel brug af ressourcer, men efter fire måneder i lægevagten og den første klage, må mantraet fremadrettet være, at man i høj grad skal redde egen r** – derfor må jeg med beklagelse erfare, at jeg for fremtiden må belaste AMK, såvel som akutmodtagelserne mere end tidligere, og det kan jeg mærke, at jeg allerede gør efter denne klage. Vi kunne have et smidigt (og billigere) sundhedssystem, men nu er det egen r** før systemet.

Selvfølgelig skal der være et system, der varetager patienternes retsstilling, og de skal have ret til at klage, selvfølgelig. Men den magt, som STPS nu har, gør det til et overdrevent trusselsapparat, hvor mål og virkemidler ikke synes at hænge sammen: læring vs. sanktioner.

Det mest frustrerende er, at min påstand er, at det aldrig har været mere sikkert at være patient, end det er i dag – til gengæld har det aldrig været så usikkert at være læge – det finder jeg tragisk.