Jeg har en drøm

Ledende overlæge Kirsten Damgaard Pedersen, Amtssygehuset i Glostrup. E-mail: kida@glostruphosp.kbhamt.dk

Trods hensigten herom opleves den kliniske hverdag på sygehusene meget anderledes. Projekter, strukturomlægninger med nedsættelse af div. arbejdsgrupper, akkreditering med stigende krav om dokumentation og registrering af den læge- og sygeplejefaglige indsats, levner mindre og mindre tid til den egentlige indsats og kontakt med patienterne.

Mange indtryk fra de seneste måneder har hobet sig op, og jeg synes, at det nu er tiden at prøve at samle dem her ved indgangen til det nye år - 2005.

• Overlæge Hans Harrestrup Andersen havde et indlæg i »Debat« i Ugeskrift for Læger den 18. oktober (2004;166: 3849) om den mentale udmattelse og manglende arbejdsglæde hos mange overlægekolleger. Det manede til eftertanke.

• Den 26. november 2004 afholdt Københavns Amt en konference med titlen »Ledelse til tiden«. Steen Nepper Larsen (SNL), ekstern lektor i filosofi og videnskabsteori, havde et indlæg om tidens mantraer: Synliggørelse og dokumentation og om dilemmaet med decentralisering, samtidig med at man vil styre de ansattes handlinger. Evalueringsfeberen er det samme som mistillid ifl. SNL, og »evalueringer viser altid, at der er brug for flere evalueringer«. Der bruges mange tidsmæssige resurser på at opstille kontrolsystemer, men ingen opgør, hvor omfattende disse resurser er. »Pa-radoksalt: Teknologien bruges ikke til at spare arbejdstid, men til at arbejde mere« - SNL betegnede de ledende overlæger som »landets største gruppe af ufaglærte«, netop i relation til de omfattende administrative opgaver, som nu hviler på de ledende overlæger sammenholdt med deres faglige ekspertise.

• Søndag den 19. december 2004 skrev Kim Skotte i Politiken efter interview med mag.art. i litteraturvidenskab Marianne Stidsen (MS) en artikel med titlen: »Det moderne er moderne igen«, hvor »nyhumanisme er MS' bud på, hvilken isme vi seriøst har brug for efter postmodernisme og netværkssamfund, der synes at være ved at vokse mennesket over hovedet. MS siger: »Vi lider under et enormt underskud af humanisme. Vi lever i en verden, der på mange måder er ved at blive indrettet på en måde, så den passer dårligt til mennesker. Med netværkssamfundet (=it-netværk) bliver man præsenteret for en ekstremt dynamisk sociologisk størrelse. Umiddelbart meget orienteret mod frihed. Men det er som om netværkssamfundet har selvstændiggjort sig. Det er blevet en slags anden natur. Som kræver, vi skal opfylde dets behov, i stedet for at det skal opfylde vores«.

• I en prædiken i Sorgenfri Kirke i efteråret talte sognepræst Søren Hermansen om at bevare fokus på det væsentlige i tilværelsen, inklusive det væsentlige i det daglige arbejde, uden at lade de mange forstyrrende udenomsfaktorer »bringe én ud af kurs«. Ligesom Peter Plys måtte bede sine venner om at tie stille og ikke støje, så han kunne få ro til at høre sine honningkrukker, for derved at kunne finde vej for dem alle, da de var faret vild!

Disse forskellige og dog i mit hoved sammenhængende indtryk synes jeg, har relevans til min daglige kliniske hverdag.

Jeg har ikke talt med en kollega om ledelse og det daglige arbejde i de sidste mange måneder, uden at vi bliver enige om, at der er alt for meget »støj« i dagligdagen. Her tænker jeg på de store, meget tidskrævende »projekter«, der er iværksat såsom akkrediteringsprocessen Den Danske Model og den elektroniske patientjournal.

Dette samtidig med implementeringen af den nye speciallægeuddannelse, en ny studieordning for medicinstuderende og nye uddannelser inden for de mellemlange sundhedsuddannelser. Hertil kommer kompetenceudvikling af medarbejderne.

Det hele skal indpasses i den kliniske hverdag samtidig med en uændret aktivitet. Her er igen fokus på registrering. Det er nemlig afgørende, at afdelingernes DRG-point fastholdes og helst øges for at sikre afdelingens budget efter indførelsen af takstregulering.

Disse mange tiltag gør det meget svært at skabe rum for medarbejderne til at koncentrere sig om patienterne. Det medfører frustrerede medarbejdere, der let mister arbejdsglæden og får et højt sygefravær.

Nye og bedre uddannelser og efteruddannelse er i høj grad påkrævet og må naturligvis hilses velkommen. Proble-merne opstår, når de skal indføres samtidig med de øvrige tiltag, uden nogen har beregnet den arbejdstid, der medgår til indførelsen af hvert enkelt tiltag. Den tid må nødvendigvis gå fra tiden med patienterne.

Vi er netop gået ind i 200-året for H.C. Andersens fødsel. Uden at kunne sammenligne direkte med »Kejserens nye klæder« kommer jeg til at tænke på dette eventyr. Jeg undrer mig over, at vi alle sammen bliver ved med at kæmpe for at forsøge at »halte« med på bedste vis. Men det er måske, fordi vi er bange for at »blive erklæret uduelig til vores job«, hvis vi prøver at gøre opmærksom på, at tingene ikke hænger sammen? Og dog mener jeg, at det også er vores pligt at sige fra, hvis vi efter bedste skøn mener, at der er grund hertil.

Vi er ved at skabe et sundhedsvæsen, hvor ønsket om kontrol og anvendelsen af registreringer er ved at tage overhånd. Dette efterlader et indtryk af mistillid til medarbejderne og reducerer den mellemmenneskelige forståelse og kommunikation.

Min påstand er, at vi aldrig vil kunne opstille kontrolsystemer, der kan sikre alle processer tilstrækkeligt. At arbejde med mennesker medfører utallige variationer og muligheder. Hvis vi fratager medarbejderne ansvaret og muligheden for at handle selvstændigt, risikerer vi, at de mister indfølingsevnen, som er så væsentlig, når man har med mennesker at gøre.

Overskriften til dette indlæg er inspireret af Martin Luther King og endnu en af Søren Hermansens prædikener om, at verden kommer ikke videre, hvis der ikke er nogen, der har drømme.

Lad os drømme og ønske at 2005 bliver året, hvor vi kan begynde at fokusere på tillid til vores medarbejdere i sundhedsvæsenet ved at reducere kontrollen og i stedet forvente høj faglighed, ansvarlighed og indfølingsevne og reelt få tiden til og med patienterne sat i centrum.