Sunhedsstyrelsens nye vejledning om seponering af medicin til døende patienter er uklar mht at definere "livets sidste fase." SST svarer: Det er en konkret lægelig vurdering.
Faktaboks
Den 23.1.2014 udkom en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen omhandlende fravalg af livsforlængende behandling herunder seponering af lægemidler til terminale patienter. Det fremgår dog hverken, hvornår denne nedtrapning/seponering bør foretages, eller hvilke lægemidler som kan fjernes.
Der findes på nuværende tidspunkt ingen nationale retningslinjer for seponering af medicin hos patienter, som befinder sig i livets sidste fase (ikke den terminale fase), og litteraturen på området er stort set begrænset til ekspertudtalelser.
Det synes indlysende, at seponering af et profylaktisk lægemiddel som minimum bør ske, når effekten først forventes indtrådt efter patientens død – altså at lægemidlets tid-til-effekt overstiger patientens formodede restlevetid. Vores viden om de enkelte lægemidlers tid-til-effekt er dog begrænset og formentligt også med stor variation imellem enkelte patientgrupper.
Ligeledes er det svært at estimere patienters restlevetid, hvilket er afgørende for at identificere, hvornår seponering i givet fald skulle finde sted. Estimering af restlevetiden kan gøres som et klinisk skøn af den enkelte læge, f.eks. baseret på en overvejelse om, hvorvidt man som behandler ville blive overrasket, hvis patienten ikke levede efter et par måneder/et år. Det ses dog i litteraturen, at klinikere kan have svært ved at forudsige døden, selv når den er nært forestående [1]. En alternativ og mere objektiv metode er ved scoring af patienternes funktionsnivaeu med Barthels Index (BI). Et dansk studie med indlagte geriatriske patienter viste, at for patienter med BI-score i den laveste kvartil (0-24) var 12-månedersoverlevelsen kun 28% [2]. Således kan BI hjælpe med at identificere patienter, hvor seponering kunne have relevans.
Der findes i litteraturen ikke nogen entydige anvisninger på, hvilke lægemidler som bør seponeres ved livets afslutning. Der er dog enighed om, at visse præparater ikke bør anvendes, bla. kolesterolsænkende lægemidler, ACE-hæmmere, angiotensinreceptorblokkere (ARB), kolinergika samt jern- og vitamintilskud [3, 4]. Ordinationsbaggrunden er dog væsentlig at have for øje, inden man blindt seponerer lægemidler – f.-eks. har ACE-hæmmere og ARB god symptomatisk effekt på hjertesvigt [4].
På baggrund af ovenstående skal der opfordres til, at Sundhedsstyrelsen udarbejder retningslinjer for identifikation af patienter i livets sidste fase og seponering af medicin. Både for at retningslinjen kan efterleves, men også fordi det ofte er en stor plage for den svækkede ældre patient at skulle tage meget medicin.
Hardy JE, Hilmer SN. Deprescribing in the last year of life. J Pharm Pract Res 2011;41:146-51.
Matzen LE, Jepsen DB, Ryg J et al. Functional level at admission is a predictor of survival in older patients admitted to an acute geriatric unit. BMC Geriatr 2012;12:32.
O'Mahony D, O'Connor MN. Pharmacotherapy at the end-of-life. Age Ageing 2011;40:419-22.
Cruz-Jentoft AJ, Boland B, Rexach L. Drug therapy optimization at the end of life. Drugs Aging 2012;29:511-21.
