Skip to main content

Jørgen vil dø

Klummeskribent Ole Hartling skriver om en tv-udsendelse om aktiv dødhjælp, som han mener var idylliserende.

Ole J. Hartling
pens. overlæge
hartling@dadlnet.dk

23. nov. 2017
3 min.

Det var titlen på et dokumentarprogram eller tv-drama, som blev sendt i oktober 2017. Vi fulgte en patient, som fik aktiv dødshjælp. Vi så, hvordan de pårørende drøftede det med ham – og indbyrdes. De kørte tur til vandet for at se udsigten og var forbi kirken, hvorfra begravelsen siden skulle ske. Hele tiden har de været sammen med journalister og fotografer, som har haft travlt med forslag og kameravinkler.

Der optrådte andre, som stillede op til de iscenesatte samtaler med hovedpersonen og hans familie. Der var en, som ville hjælpe patienten til Schweiz. Og der var en læge, som i sit otium har givet sig selv den mission at hjælpe patienter til selvmord. Han leverede to glas fenemal til patienten, som han ikke kendte. Han handlede ud fra medfølelse, forklarede han.

I denne debat fokuserer medierne på enkelte skæbnefortællinger og fører skamløst det tragiske over i det patetiske. Fortællinger om enkeltpersoner gør emnet vedkommende og taler til følelserne, men i komplicerede spørgsmål er det nødvendigt at tænke i sammenhænge. Beskrivelse af lidelsesfulde enkelttilfælde er et spinkelt grundlag for en generel lovgivning, fordi en generel lov kan blive meget indgribende og stille netop andre enkeltpersoner i uforudsete og svære situationer.

Vi har før set, hvordan en tragisk skæbne bliver selve argumentet for, at en principiel beslutning skal tages. Man fratages muligheden for at sige imod, for i lyset af den sørgelige fortælling kommer ethvert forsøg på at sætte spørgsmålet i et bredere perspektiv til at virke følelseskoldt.

I komplicerede spørgsmål er det nødvendigt at tænke i sammenhænge

Det er vigtigt, at vi stadig har en lovgivning, der ikke tillader, at vi godt må slå ihjel under visse betingelser, hvor det altid vil være et skøn, om de er opfyldt. Hvad fik tv-programmet ikke med? Blandt så meget andet, at menneskelig værdighed ikke knytter sig til at have kontrol over sine funktioner, men til hvordan vi behandler de mest udsatte. At vurderingen af et menneskeliv i sig selv nedskriver dets værdi. At det er retten til at være til besvær, der står på spil. At det, der altid frejdigt beskrives som et frit valg, hvis eutanasi blev legaliseret, ville betyde, at ingen så kunne blive fri for valget.

Tanken om aktiv dødshjælp bør erstattes af aktiv hjælp i døden. I spørgsmålet om at lovliggøre eutanasi har vi at gøre med den totalillusion, at der altid findes en teknologisk løsning på eksistentielle problemer.

Men der blev stort set ikke plads til andre overvejelser i en udsendelse, der idylliserede hele foretagendet, fortabte sig i føleri og fremstillede manden med tabletterne som barmhjertig.