Kæbenekrose ved behandling med bisfosfonater - dosis har afgørende betydning for risikoen

Kæbenekrose ved behandling med bisfosfonater (BA-ONJ) er en relativ nyopdaget bivirkning, og der er stadig stor mangel på konkret viden. Denne mangel på viden har naturligt medført stor usikkerhed både blandt læger og tandlæger. Vi har derfor med glæde læst statusartiklen om dette emne af Lund et al [1]. Udgangspunktet for denne artikel er behandling af myelomatose og andre maligne sygdomme med bisfosfonater. Bisfosfonater anvendes imidlertid i meget større målestok til behandling af osteoporose. Den primære forskel på behandling af maligne og benigne tilstande med bisfosfonater er de anvendte doser. Zoledronsyre givet intravenøst anvendes til behandling af begge tilstande, men dosis, der anvendes ved maligne tilstande, er ti gange højere, nemlig 4 mg hver 3.-4. uge mod 5 mg årligt ved behandling af osteoporose. Denne forskel i dosis har stor betydning for risikoen for udvikling af kæbenekrose.

Forekomsten af kæbenekrose uden forudgående bisfosfonateksponering er ukendt, men der er beskrevet tilfælde i litteraturen [2]. Forekomsten hos patienter, der er i behandling med lavdosisbisfosfonat på grund af benign knoglesygdom, er ukendt. Der har været forskellige estimater: MSD, der forhandler alendronat, har på baggrund af indberetninger, angivet < 1:100.000, i en tysk undersøgelse fandt man < 1:250.000 [3], mens man i en australsk undersøgelse fandt 1:10.000 [4]. Vi har ingen tal for forekomsten i Danmark. Forekomsten hos patienter, der er i højdosisbisfosfonatbehandling på grund af malign knoglesygdom, er i forskellige opgørelser fundet at være 1-10% [5].

Risikoen for udvikling af BA-ONJ påvirkes ud over dosis og varighed af behandling også af andre faktorer, som f.eks. intraorale faktorer og traumer, dårlig tilpassede proteser, præeksisterende dentale eller periodentale sygdomme, behandling med glukokortikoider, komorbiditet, tobaksrygning og alkoholoverforbrug. Dokumentationen for betydningen af de nævnte risikofaktorer er imidlertid fortsat meget sporadisk, og der foreligger på nuværende tidspunkt ikke dokumentation for, at sanering af disse risikofaktorer reducerer risikoen.

På baggrund af ovenstående kan vi tilslutte os de i statusartiklen [1] anbefalede forholdsregler for patienter, der behandles med højdosisbisfosfonat på grund af malign sygdom.

Vi vil på baggrund af ovenstående anbefale, at patienter, der behandles med lavdosisbisfosfonat for benigne tilstande som f.eks. osteoporose, uanset om behandlingen administreres peroralt eller intravenøst, opfordres til regelmæssigt tandeftersyn, og at evt. odontologisk behandling ikke udskydes, men herudover følges sædvanlige retningslinjer.

Interessekonflikt: Bente Langdahl er forsker, konsulent og foredragsholder hos Novartis og Merck, Sharp & Dohme.