Skip to main content

Kære bestyrelse for PLO

Praktiserende læge Christian Freitag, Holte Lægehus. E-mail: cf@holtelaegehus.dk

24. maj 2013
3 min.

Vi praktiserende læger har givet jer en historisk opbakning og et meget kraftigt mandat. Det har I grund til at være stolte over. Regionerne har, nok utilsigtet, gjort deres for at styrke sammenholdet blandt os praktiserende læger, men I har sandelig fulgt det godt op, ihærdigt, velunderbygget og entydigt.

Det er ikke hver dag, at 3.500 selvstændigt tænkende mennesker fra hele landet i alle aldersgrupper kan sende det samme signal. Det er formentlig det stærkeste mandat, en PLO-bestyrelse nogensinde vil opleve at have bag sig – det må I godt glæde jer over, men også tænke lidt over: Et så stærkt mandat forpligter.

Ud fra de seneste politiske udmeldinger er det vel ikke for optimistisk at gætte på, at lovindgrebet bliver »blødt lidt op«. Spørgsmålet er så: Vil vi stille os tilfredse med, at regionerne (for det er jo dem, der står lige bag sundhedsministerens stol) blot opdeler lovindgrebet i mindre bidder: En tredjedel nu, en tredjedel om to år og den sidste tredjedel i 2017?

Hvis dette bliver tilfældet, har vi medlemmer vel lov til at spørge jer, om I har forvaltet mandatet fornuftigt? Ikke fordi jeg hører tvivl i bestyrelsens udmeldinger, men hvordan reagerer vi – og I – når sundhedsministeren siger: »Det var jo ikke sådan, lovindgrebet var ment – lad os se, om vi ikke kan justere det lidt«?

Jeg vil tillade mig at mene, at jeres mandat ikke går på at »justere lovindgrebet lidt«. Jeg kan slet ikke se, at lovindgrebet kan »justeres«, så vi kan acceptere det. Vi bliver nødt til at få fastslået at:

Alle lægefaglige beslutninger skal tages af, ja: læger. Det burde jo være indlysende, men lovforslaget viser, at vi åbenbart skal argumentere for det.

Mødet mellem patienten og lægen er et frirum, hvor lægen skal varetage og tage udgangspunkt i patientens behov og ikke i regionens – det er grundstenen i hele vores uddannelse og arbejde.

Regionerne køber efter ganske almindelige forhandlinger en ydelse hos os. Begge parter skal være enige om pris og indhold. Det er her, at regionerne (eller andre) kan stille krav og ønsker. Vi kan ikke først blive enige om prisen og derefter lade regionen bestemme indholdet.

Hvis regionerne, eller andre, vil konkurrere med de praktiserende læger, skal det ske på samme og helt åbne vilkår.

Kære bestyrelse: Vi ved det jo godt: Der kommer ikke nogen »anden chance«. I har fået et meget stort mandat, og I har muligheden for at stå som den bestyrelse, der sikrer danskerne deres familielæge i endnu 50 år. Jeg har som en af 3.500 praktiserende læger betroet jer mit ydernummer. Forvalt det med omhu. Jeg ønsker ikke at få det tilbage i dårligere stand, end jeg afleverede det.

Held og lykke i forhandlingerne.

INTERESSEKONFLIKTER: kompagnon i Holte Lægehus