Kære formand

Tillykke med formandsposten og det store ansvar, du dermed tager på dine skuldre - du er modig!

Hermed en opfordring fra en yngre læge, der er bekymret for sundhedsvæsenets udvikling.

Det er tiltrængt med »Det Gode Hospital«, og det kan kun gå for langsomt med at implementere de gode budskaber bag. Men det ideale billede trænger til en portion realisme og prioritering. For hvad er vores største problemer, og hvad kan vi gøre for at løse dem?

For mig at se er der behov for akut indsats på det akutte område. Den kvalitative og kvantitative bemanding i vagterne er uhensigtsmæssig og ser heller ikke ud til at blive bedre med FAME. Patienter med akut behov for hjælp møder ofte ikke den nødvendige ekspertise og hjælp. Særligt yngre læger er hårdt ramt af den manglende oplæring og opbakning under vagtarbejdet og går grædende hjem, fordi de ikke føler, at de leverer varen. Sundhedsstyrelsen og regionerne bør stille krav til sygehusledelserne. Yngre læger ude på afdelingerne kan ikke tage kampen op selv. De søger væk i stedet. Forståeligt nok.

Lægekulturen trænger til åbenhed og afskaffelse af tarzansyndromet. Vi skal kunne tale om de problemer, læger støder ind i, både internt og i pressen. Stress, manglende identificering med lægerollen pga. kompliceret debut på karrieren, misbrugsproblemer og kynisme over for behandlingsfejl og meningsløs død er hverdagskost i det lægelige arbejde.

Sidst, men ikke mindst, er der behov for at finde de lægelige værdier frem igen, hvor hjælp til dem i nød har førsteprioritet. De skævt fordelte resurser og den forældede rollefordeling i det institutionelle rum, hvor samarbejdet om at betjene patienten er erstattet af en hierarkisk struktur med magtkampe og interessekonflikter om opgavefordeling og prestige, sætter lægeløftet på en hård prøve.

Implementering af »Det Gode Hospital« starter, når vi skaber åbenhed om de store problemer, vi møder i hverdagen, og insisterer på at sætte dem på politikernes dagsorden. Det er først og fremmest beslutningstagerne, der skal presses til at løse sundhedsvæsenets efterhånden meget komplekse problemer. De menige medlemmer er magtesløse og opgivende.

Sundhedsstyrelsen har vist, at de på en uge kunne stramme op om godkendelsesproceduren for udenlandske læger, da de opdagede farligheden ved manglende kompetence i patientbehandlingen - hvorfor skal der gå flere år før der rettes op på de farlige (vagt)vilkår i det lægelige arbejde?