Skip to main content

Kære læger og kommende læger

Birthe (Forfatteren ønsker at være anonym. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt)
6. mar. 2006
03 min

Som patient skal jeg tillade mig at blande mig i debatten.

Religiøs tro er en privatsag her i Danmark. Som patient ville jeg ikke finde på at spørge til sundhedspersonalets private opfattelse af religiøs art. Jeg vil gerne behandles af en tidligere eller nuværende iraner, tyrker, iraker, pakistaner, etc. muslim eller ikkemuslim uden religiøse symboler. Det er sket flere gange.

Men, bærer personalet religiøse symboler, bringes den personlige religiøse opfattelse ud i det offentlige rum, hvad enten det drejer sig om turban, Davidsstjerne, kors, tørklæde eller religiøst skæg.

Ud fra en rationalistisk opfattelse kan religioner opfattes som ideologier. Et blandt flere delemner i islamideologi er jihad, som er så vigtig, at nogle lærde muslimer ville have ophøjet den til en sjette søjle. Der er to former for jihad: den store indre og den lille udadvendte.

Imamer og symbolbærende personer, herunder lægestuderende, har gennem medierne ladet forstå, at nogle muslimer har vanskeligt ved at underordne Koranen den danske grundlov og den danske lovgivning i øvrigt. Jeg har talt med muslimer, der har givet udtryk for samme skisma.

Jeg kender lægeløftet, sundhedslovene, autorisationsregler, patientrettigheder, klageadgange, diskriminationslovene og tror, at de færreste muslimer går ind for den lille jihad i fortolkningen af islam. Jeg har muslimske venner og ved selvfølgelig, at tro og overbevisning ikke må sættes over loven og autorisationen. Symbolerne gør mig imidlertid usikker som patient.

Det er den lille jihad, jeg sigter til, når jeg som patient ikke føler mig tryg ved at blive behandlet af en person, der på rettroende vis eller af personlig overbevisning med sit tørklæde eller fuldskæg signalerer til mig, at den pågældende kan have som ideologi at ville udrydde alle ikketroende, dvs. alle ikkemuslimer. Jeg kender ikke den pågældendes stillingtagen til føromtalte skisma.

Ved disse symboler føler jeg mig som patient omgående usikker på, om den pågældende kan have denne ideologi i hovedet og måske benytte lejligheden til at udvise mindre omhu i behandlingen af mig som ikkemuslim. Jeg ved det ikke. Vil der ske mig noget, når jeg er værgeløs under narkose? Jeg føler mig usikker. Tro eller overbevisning betyder åbenbart så meget for sundhedspersonen, at symbolet skal bæres frem.

Som syg og selvfølgelig i krise indbragt på et hospital har jeg, selv om jeg er rimeligt funderet i islam, ikke overskud til at begynde at spørge sundhedspersonen med synligt religiøst symbol om, hvad den pågældendes ideologiske overbevisning er. Jeg har slet ikke overskud til at begynde en diskussion. Og et eventuelt svar med henvisning til ovenstående love og regler vil ikke gøre mig tryg. Der er ofte heller ikke tid til den slags på et hospital.

Tillid er afgørende i læge-patient-forholdet. Symbolerne forhindrer, at jeg kan føle tillid.

Som rask borger betragter jeg påklædning inklusive religiøse symboler som personens egen sag. Der er det mit valg, hvor meget jeg ønsker at have med den symbolbærende person at gøre. Min eventuelle manglende tillid eller undertrykte frygt betyder mindre. Anderledes stillet er jeg derimod som patient.

Hvordan vil symbolbærende sundhedspersoner forholde sig til patienter, der undertrykker deres frygt, og som mangler tillid til sundhedspersonen?

Har patienten eller skal patienten have mulighed for at sige fra?

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen