Skip to main content

»Kære læger og kommende læger«

Overlæge Jørgen Ovesen, England, E-mail: jlovesen@yahoo.com

10. apr. 2006
1 min.

I Ugeskr læger 2006;168:1046-7 har redaktionen tilladt offentliggørelse af et indlæg med ovenstående titel med anonym forfatter ved navn »Birthe«. Indlægget omhandler, hvorvidt behandling af læger, der på en eller anden måde bærer religiøst symbol, kan retfærdiggøres, og hun, hvis det er en hun, udtrykker angst for den lille eller store jihad og retten til at fraskrive sig behandling, hvis lægen viser sin muslimske tro ved at dække håret.

Nu har man jo ikke behandlertvang i Danmark, så det er »Birthes« ret at fraskrive sig behandling, hvis hun har frygt. Det gælder også behandling af læger, som ikke bærer symboler eller anden religiøs beklædning. Det farlige ligger i at behandle patienter som »Birthe«, som ikke tør at stå frem, og som er stærkt racistiske. Det vil helt sikkert føre til klagesag uanset behandlingen. Hun kender jo klageadgange og meget mere. »Birthes« indlæg er blot et udtryk for den racisme, som trives i bedste velgående i et Danmark, som endnu ikke er kommet op på et rimeligt internationalt niveau. »Birthes« indlæg kunne være, og er måske, skrevet af et medlem af Dansk Folkeparti med mottoet: et land et folk. Det sagde Hitler også.

Det ville klæde Ugeskriftet, hvis man afslog racistiske og religiøse indlæg med anonyme forfattere.