Mit ærinde gælder igen et stærkt nødlidende offentligt sygehusvæsen. Resultatet af en 30 år lang uendelig sparerunde. Vi ser nu, at selv det højt profilerede kræftområde også rammes af manglende ressourcer. Det er dog både ynkeligt og hyklerisk, når I, de folkevalgte, der har understøttet denne selvdestruktive økonomiske styringsmodel, nu står i kø med jeres overraskelse og forargelse. At fyre ledelser lokalt, der sidder fast i et umuligt krydspres, løser intet. Faktisk gør ledelserne jo blot, som den påtvungne styringsmodel dikterer. Jo flere patienter, der behandles privat/udenlands (og til en højere pris) på det offentliges regning, jo flere penge skal vi spare til næste år. Besparelser i millionklassen betyder fyringer og færre varme hænder og dermed mindre aktivitet… Det er faktisk ret simpelt. Når det vigtigste er økonomien og ikke det lægefaglige, så bliver det sådan.
Jeres udmeldte løsningsforslag giver anledning til bekymring. 1,5 mia mere til det private for at fjerne ventelister på elektive operationer af raske og ikkeakutte patienter? Mindre forskning og spredning af specialistfunktioner? Nogle sundhedsordførere mener, at højt specialiseret kræftbehandling blot skal sendes til det private. En sundhedsstrukturkommission uden en eneste kliniker fra frontlinjen?
»Faktum er, at sparerunderne fortsætter. Ledige stillinger må ikke genbesættes. Aftaler om ekstraarbejde begrænses og stoppes. Efterregningen for det, vi ikke når, lander med forstærket kraft næste år. Spiralen kører hurtigere og hurtigere nedad«Hanne Dalsgaard, overlæge
Det rejser to spørgsmål: Er jeres viden om den økonomiske styringsmodel og afledte konsekvenser heraf samt sygehusvæsenets specialistfunktioner understøttet af forskning og kompetenceudvikling de facto lig nul? eller vælger I – på trods af viden herom – alligevel at udsulte det offentlige og favorisere det private?
Det første er problematisk for jeres troværdighed. Det sidste er uacceptabelt og kynisk, når I i stedet for at passe på den institution, I har ansvar for, aktivt medvirker til en uværdig aflivning. Og begge er til fare for patientsikkerheden og demokratiet.
Fakta er, at sparerunderne fortsætter. Ledige stillinger må ikke genbesættes. Aftaler om ekstraarbejde begrænses og stoppes. Efterregningen for det, vi ikke når, lander med forstærket kraft næste år. Spiralen kører hurtigere og hurtigere nedad.
Vi har virkelig brug for handlekraft og vilje til at gentænke hele sundhedsvæsenet og styringen heraf. Vi er nødt til at få de sundhedsfaglige prioriteringer og beslutninger først og undgå både genvalgs-flæsk og mikromanagement. Vi er nødt til åbent at drøfte og fastsætte rettigheder ud fra en lægefaglig vinkel og drøfte, hvilke lidelser der ikke skal betales af de fælles skattekroner. Og så skal de private ikke favoriseres med en bedre betaling og ovenikøbet med vores fælles skattekroner. Vi er nødt til at overveje, hvor mange akutmodtagelser og pseudoskadeklinikker vi har brug for. Vi er nødt til at fastholde kompetencer og sikre forskning og uddannelse.
Jeg er sikker på, at I ikke ønsker, at sygehusvæsenet bryder sammen på jeres vagt. Derfor, kære politikere, påtag jer nu ansvaret, og vis mod og vilje.
