Skip to main content

Kære redaktør

Læge Andreas Lundh, Amsterdam. E-mail: alundh@fadl.dk

15. jun. 2007
2 min.

Jeg har med nogen undren fulgt med i Ugeskriftets dækning af de nye principper for speciallægeuddannelsen - herunder særligt den såkaldte fireårsregel. Dækningen af dette område har været følgende:

Ugeskr Læger 2007;169:1645: Kort nyt om principperne med kommentarer fra Mette Worsøe og Jens Winther Jensen.

Ugeskr Læger 2007;169:1755: Information fra Yngre Læger omkring principperne.

Ugeskr Læger 2007;169:1867: Leder af Mette Worsøe.

Ugeskr Læger 2007;169:1977: Kort nyt med kommentarer fra Mette Worsøe og dækning af Yngre Lægers informationsmøde i København. Meget kort omtale af de lægestuderendes demonstration og underskriftsindsamlingen mod fireårsreglen på www.studmed.dk. læserbreve med svar af Mette Worsøe og Jens Winther Jensen og endelig en »vittighedstegning«, der angiver antallet af demonstranter til 2.000 frem for de 600, der er nævnt andetsteds i bladet.

Ugeskr Læger 2007;169:2131-3: To læserbreve samt spørgsmål vedr. fireårsreglen med svar af Mette Worsøe og Jens Winther Jensen.

I skærende modsætning til dækningen af emnet i Uge-skriftet har jeg i Dagens Medicin kunnet læse både udtalelser fra de videnskabelige selskaber og interviews med forskellige af de implicerede parter - herunder af de kommende læger, som rammes af reglen. Alt sammen beskrevet i flere uddybende artikler.

Det ærgrer mig, at jeg som læge skal ty til andre informa-tionskilder for at få en bredere og mere nuanceret journa-listisk dækning af begivenhedernes gang. Hvorfor har Ugeskriftet ikke været i stand til at levere dette? Såfremt der er tale om manglende økonomiske ressourcer til journalistisk dækning, betaler jeg gerne mere i kontingent.

Jeg kan dog ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Ugeskriftet i denne sag har problemer med sammenblanding af fagpolitik og journalistik - ganske som det var tilfældet for DSR's blad Sygeplejersken for nogle år tilbage. Mit spørgsmål er derfor: Bidrager Ugeskriftet til publikationsbias?