Kafkaproces under Landsoverenskomsten

Praktiserende læge Mogens Max Christensen (MMC) har i Ugeskriftet nr. 21 i korrespondance med PLO's formand, Michael Dupont, bedt om Organisationens kompensation for et medlems (KS) 13 år lange økonomiske og menneskelige belastninger under en § 100-højestegrænsesag.

Dette ønske har vor Organisations formand valgt at ignorere. I hvert fald har han ikke i sit svar til MMC overhovedet kommenteret det. Derimod søger PLO-formanden i sit svar fortsat at mistænkeliggøre KS ved, på trods af en Landsretsdom, at referere i Byrettens overvejelser og en anden, i denne sammenhæng uvedkommende sag.

Så vidt man forstår sagen, har medlemmet KS fået Højesterets dom for, at en § 100-højestegrænsebeslutning, truffet i lokalt SU og i LSU kan gøres til genstand for prøvning ved en retslig instans.

Endvidere har en sådan instans (Landsretten) bestemt, at medlemmet ikke havde overtrådt Landsoverenskomsten og derfor ikke burde tilbagetale det påståede for meget udbetalte honorar.

Dvs. at SU og LSU havde uret i sin bedømmelse af sagen.

Det er dybt beklageligt, at Michael Dupont synes at mene, at PLO som repræsentant for medlemmets interesser er uden ansvar for de konsekvenser, dets repræsentanters holdninger og afgørelser i SU og LSU har.

Men det er betryggende at vide, at vi nu har Højesterets ord for, at en afgørelse i LSU ikke er »endelig«.

Jeg synes lige som MMC, at PLO skulle kreditere KS for at have brugt 13 år af sit liv til at få det princip knæsat.