Kald eller fald?

»Hils Frederik og sig undskyld, jeg har ikke haft tid til at svare ham«, fik jeg overdraget af min kone. Afsenderen, en fælles bekendt i KBU. Som så mange af vores venner lever han i den akutmedicinske skyttegrav, hvor det ikke er usædvanligt at høre: »Jeg er jo ikke hurtig nok, så i det mindste må jeg være grundig med dem, jeg når at se«, og hvor overtid og afspadsering er reglen snarere end undtagelsen. Et andet vennepar har købt en større seng. Hun karter rundt om natten og kan ikke finde ro efter at være startet som læge – han overvejer at sove på sofaen, så kan en af dem da få en god nat. »57 timer«, udbrød min kone træt en søndag, da hun opsummerede den arbejdsuge i KBU, hvor dagene sluttede, efter at vores datter var puttet – og hvor hun følte sig som en bådedårlig læge, dårlig mor og dårlig kone.

Selvfølgelig er al opstart svær – det koster tid ikke at kunne finde rundt, at skulle spørge og søge. Og med erfaring på hospitalet følger en øget hastighed i arbejdsgangen meget naturligt. Men inden erfaringen manifesterer sig, kommer mange sorger. Og med hjertebanken, uro og et eksorbitant koffeinforbrug er det jo nemt lige at starte dagen med en syrepumpehæmmer og en betablokker, så kan man da ikke mærke i brystet, at man har det skidt.

»I det mindste får jeg lov at sove på hotel«, fik jeg fortalt om et kursus. Stemningen bar præg af, at når nu man altid skulle føle sig på arbejde, så kunne man i det mindste nyde den ene arbejdsdag, der kunne slutte med en gin-tonic. Og ikke mindst den arbejdsdag, hvor man kunne være nogenlunde sikker på, at skemaet holdt.

Dumme og langsomme

Lægegerningen er nu nok et kald. Men er det et kald, der kræver medicinering? Eller er det noget, vi i måden at tænke uddannelse på, kan præge? Kan vi allerede i klinikopholdene på studiet forberede vores unge læger på at føle sig dumme og langsomme? For det er sådan, det bliver, når man klokken tre om natten får en røffel for at ordinere morfin i stedet for tradolan, eller når man ikke kan huske »Canadian C-spine Rule«, når en ældre kollega quizagtigt griller en. For lægelivet er naturligt fuldt af nederlag. Og omvæltningen fra et fleksibelt studie til et arbejdsliv, der er uforudsigeligt er stor for mange. Både når det er patienten, de svære quizzer eller it-systemet, der driller.

»De første halvandet år er de værste«, fik jeg at vide på et klinikophold. »Alle ens ingeniørvenner, tjener mere, kommer hjem til tiden og holder weekend. Men så bliver det fedt«. Det var sagt i sjov, men rummede en ubehagelig sandhed. Og det var nok en af de få læringer fra det klinikophold, der virkelig havde relevans for mig som studerende.

Men kan vi stille større krav til klinikopholdene? Når sygeplejersker er på deres sidste klinikophold, indgår de stort set som en del af teamet. Inkl skiftende vagttider. Og bevares, det er da ikke behageligt at skulle være med om aftenen eller natten, når man er ung og stadig på skolebænken – og i forlængelse deraf privilegeret nok til at trække frinummer og skride, når det bliver kedeligt, men er det ikke at gøre vores kommende kolleger en bjørnetjeneste?

For patienterne bliver ved med at komme, raske, men bekymrede midt om natten, eller med voldsomme smerter, der debuterer to minutter efter, man troede, man skulle hvile – det er hvordan vi tackler det, og hvordan vi støtter hinanden, der kan gøre en forskel. Kan vi sætte andre krav i planlægningen af vores normperioder, så de ikke starter med 60 timer skemalagt om ugen og slutter med to ugers fri? Nok sidder vi i samme skyttegrav, og nok skal man med Churchills ord, hvis man går gennem helvede, fortsætte. Jeg tror alligevel, at hvis vi forbereder vores kommende kolleger, allerede under studiet, på, hvordan man
er læge, og hvilke tab og frustrationer der også er i lægelivet – og så gør det i langt højere grad, end vi nu gør – og hvis vi tænker endnu mere over, hvordan vi »onboarder« vores nye læger i KBU’en, så kan vi reducere, hvor mange der karter hvileløst rundt i sengen.