Skip to main content

Kamelens vej gennem nåleøjet

Janne Foss Berlac, 1. reservelæge, jannefoss@hotmail.com

13. maj 2011
3 min.



Sad forleden og opdaterede mit CV - den slags skal man passe på med. Jeg blev ramt lige i nakken af refleksion - noget uforberedt og følte mig pludselig som en kamel: buler hist og pist og med større og større ulyst til at skulle igennem flere nåleøjne.

Refleksionen gik nogenlunde sådan her:

Jeg havde hennafarvet hår under studenterhuen og følte mig så fri, så fri. Vejen til det første nåleøje - en god eksamen - havde været brolagt med analyser af alt fra Peter Høeg, Bertolt Brecht, DNA til solsystemet (og lidt fest og ballade).

Tog ud for at erobre verden og i en telefonboks på Bali jublede jeg - var kommet ind på medicinstudiet.

Og så ramte jeg Panum. Eller måske ramte Panum mig? Mange, mange timer blev brugt over bøgerne, jeg blev mere og mere nærsynet, og selvom jeg i perioder vidste mere om, hvor mange nøgne rusvejledere, der kunne være i en telefonboks end, hvordan det nu lige var med Krebs' cyklus, endte det vel rimelig hæderligt.

I hvert fald kunne jeg med hyperemesisinduceret grønlig kulør modtage mit eksamensbevis og forkvalmet, men stolt iføre mig kittel og præsentere mig som læge.

Efter turnus og kvalifikation lykkedes det - jeg fik introstilling i mit ønskespeciale. Så fulgte årene med arbejdsiver og -glæde og ikke mindst med yderligere kvalificering - altså flere stillinger, undervisning, kurser, artikelskrivning etc. Og endelig - hoveduddannelse - HURRA. Var noget mindre hennafarvet, men følte mig ikke desto mindre lige så fri, som da jeg blev student. Nu lå alle muligheder åbne - jeg kunne dygtiggøre mig og bidrage til mit speciale.

Jeg troede nemlig - noget naivt vil mange sikkert sige - at al den masen sig gennem diverse nåleøjne skulle være slut, og at en fast ansættelse var inden for rækkevidde.

Men ak; sundhedsvæsnet ramte muren. Besparelser og dermed ansættelsesstop er blevet en realitet, og mange af de speciallæger, hele systemet har skreget på og uddannet, står arbejdsløse eller har i bedste fald (igen, igen) et kortvarigt vikariat. Jeg kan ikke rigtig finde nogen at bebrejde og er helt sikker på, at der er mange generationer af læger, som har stået i samme situation som os. Og måske er vi bare en forkælet flok, der er vant til at få job, når og hvor vi vil?

Ikke desto mindre føles det fladt og meningsløst. Her står vi med al vores specialiserede viden og tripper - fyldt med lyst og trang til at arbejde, bidrage og dygtiggøre os - og måske være tilknyttet en afdeling mere end maks. 18 måneder ad gangen.

En ting er helt sikkert, at have indført en fireårsregel for at få lynuddannet speciallæger virker da helt latterligt.

Eller måske er jeg bare en kamel med en nål i øjet.