Kan »den tikkende bombe« retfærdiggøre tortur?

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Scenarier såsom »den tikkende bombe« anvendes ofte som et afgørende argument for, at tortur under særlige omstændigheder kan være både nødvendigt og tilladeligt. Hvis man forestiller sig, at myndighederne har en terrorist i deres varetægt, og man ved, at han har afgørende kendskab til et forestående terrorangreb, kan det så retfærdiggøre at bruge fysisk og/eller psykisk vold for at få ham til at røbe informationer, der kan hjælpe til at afværge angrebet i tide? I en undersøgelse fra december udført af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre fandt man, at op mod hver fjerde dansker mener, at tortur i særlige tilfælde kan være acceptabelt [1], og politikere og debattører fremfører med jævne mellemrum tilsvarende synspunkter. En helt afgørende præmis er dog, at man ved tortur opnår brugbare informationer.

Der findes tre teorier, som beskriver, hvordan brugbar information kan indhentes ved hjælp af tortur [2], hhv. instinkt-, kognitionssvigt- og databehandlingsteorien. Ifølge instinktteorien fører truslen om yderligere smerte eller død under tortur til, at fangens overlevelsesinstinkter overvinder enhver modvilje, hvorfor han underkaster sig torturbøddelens krav. I kognitionssvigtteorien antages det, at udtrætningen af fangens kognitive forsvar som følge af torturen fører til, at han uforvarende kommer til at afsløre informationer. I databehandlingsteorien forudsættes det ikke nødvendigvis, at den enkelte person fortæller sandheden under tortur. Således afhøres og tortureres mange formodede terrorister og/eller deres nærmeste omgangskreds. Efterfølgende kan myndighederne udlede den afgørende sande information ved at finde mønstre på tværs af de mange forhør. Ingen af de erfaringer, man hidtil har haft med tortur, har dog kunnet støtte, at det er muligt at skelne sandhed fra usandhed, og afgørende information fra ligegyldig information inden for rammerne af de tre teorier [2].

Torturens psykodynamik

At tortur ikke fører til brugbare informationer er velkendt i totalitære regimer, hvor man rutinemæssigt anvender tortur, og det bruges derfor kun sjældent til dette formål. Under disse forhold er argumentet om, at tortur er nødvendigt for at indhente helt afgørende informationer med henvisning til statens og borgernes sikkerhed, snarere et skalkeskjul. Informationen i sig selv er ikke vigtig, og torturbødler spørger i reglen til information, som de allerede har kendskab til.

Torturen er en systematisk psykologisk manipulation, der typisk indebærer social og sensorisk deprivation ved indespærring og isolation, kombineret med forhør, hvor fangen sættes over for umulige valg, der hver gang på vilkårlig vis følges af fysiske og psykologiske afstraffelsesmetoder og ydmygelser. Den svenske psykolog Helmuth Apitzsch karakteriserede således tortur som »en tilstand af infantil hjælpeløshed over for en skånselsløs, omnipotent bøddel« [3]. Dette medfører en gradvis svækkelse af fangens fornemmelse af tid og sted og evne til at skelne virkelighed og uvirkelighed fra hinanden. Fangen tror således til sidst på hvad som helst og indrømmer, hvad end torturbødlerne måtte bede ham om. Under krigen i Vietnam havde de sydvietnamesiske torturbødler et i denne sammenhæng meget sigende motto: »Om du tilhører Viet Cong eller ej, så slår vi dig, indtil du tilstår, at du er Viet Cong ... og når du så tilstår, slår vi dig, indtil du ikke længere ønsker at være det!«

Nedbrydning

Formålet med tortur er således at opnå en gennemgribende nedbrydning af fangens personlighed, identitetsfølelse og grundlæggende tillid til verden. I Primo Levis »De druknede og de frelste« skildrer den østrigske forfatter Jean Améry, der selv var torturoverlever, følgerne af denne systematiske ødelæggelse af personligheden: »Ingen, der har været udsat for tortur, vil nogensinde kunne finde sig til rette i verden; afskyeligheden ved en sådan knægtelse forsvinder aldrig. Tilliden til menneskeheden, der brast ved det første slag i ansigtet og siden helt forsvandt under torturen, kan aldrig genfindes«. Jeg har som læge selv oplevet, at torturoverlevere beskriver sig som levende døde, der må bære torturen med sig overalt. De er typisk præget af en allestedsnærværende mistillid, følelser af fremmedgørelse og et invaliderende selvhad, selv mange år efter at torturen har fundet sted.

Tortur er en effektiv totalitær strategi

Totalitære regimer anvender tortur i den hensigt at lade politiske modstandere, markante personligheder, systemkritikere og i tiltagende grad almindelige borgere, der ikke er politisk aktive, forsvinde og siden vende tilbage som knuste mennesker, der kan fremstå som et skræmmende eksempel for andre [4]. Om end torturs anvendelighed til at indhente brugbare informationer er yderst begrænset, er det på denne måde et særdeles effektivt redskab til at undertrykke befolkninger. Milan Kundera portrætterer dette meget sigende i romanen »Tilværelsens ulidelige lethed«, hvor det beskrives, hvordan Tjekkoslovakiets prodemokratiske statsleder Alexander Dubek under Warszawapagtens invasion i 1968 bortføres og tortureres af russiske soldater. Han vender tilbage som en knækket person, der ubetinget underkaster sig Sovjetunionens krav: »Han var så ydmyget, at han ikke kunne tale. [...] Var han så udmattet? Syg? Havde de forgiftet ham med bedøvende midler? Eller var det den rene fortvivlelse? Hvis der ikke bliver andet tilbage efter Dubek, så bliver de lange frygtelige pauser tilbage, hvor han ikke kunne få vejret, hvor han foran hele folket, der sad limet til radioerne, snappede efter vejret, de pauser bliver tilbage efter ham. De pauser rummede al den gru, der havde ramt deres land«.

Ingen retfærdiggørelse

Argumentet om nødvendigheden af tortur til at indhente afgørende information for at afværge død og ødelæggelse i tilfælde af en »tikkende bombe« har ikke hold i virkeligheden. Formålet er først og fremmest undertrykkelse. Det eneste konsistente argument til fordel for tortur må om nødvendigt omfatte statens ret til at ødelægge individers personlighed og identitetsfølelse som led i en totalitær strategi, en ret, der ikke kan sameksistere med en demokratisk styreform. Vil dette finde tilslutning hos hver fjerde dansker, endsige politikere og debattører? Næppe. Når så mange ifølge undersøgelsen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre mener, at tortur kan være acceptabelt i særlige tilfælde, skyldes det snarere uvidenhed om tortur, hvad angår både formål, metoder og konsekvenser.

Det afgørende argument imod tortur tager imidlertid ikke hensyn til, om tortur er nyttigt til at indhente brugbare informationer eller ej. Det indebærer derimod en kategorisk forkastelse af det totalitære ved at fokusere på de individorienterede menneskerettigheder. Tortur repræsenterer den ultimative tingsliggørelse af mennesket; her er mennesket alene et redskab uden værdi. Tortur kan derfor aldrig retfærdiggøres, fordi det indebærer en krænkelse det grundlæggende princip, at det enkelte menneske har en iboende værdighed og aldrig kun må behandles som middel, men altid tillige som mål i sig selv. Menneskerettighedsforkæmpere i hele verden, herunder læger og andre s undhedspersoner, kæmper hver dag for dette princip, mange med livet som indsats. Det er en grundpille i det frie, oplyste demokrati, som vi ikke bør underminere ved at forfalde til totalitære strategier, hvad enten vi står over for truslen om en »tikkende bombe« eller ej.

TORTUR

[...] enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.

FN's konvention af 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf