Skip to main content

Kan nutidens faglige konflikter opnå solidarisk opbakning i befolkningen?

Marianne Hansen, praktiserende læge, postgraduat klinisk lektor almen medicin.

17. maj 2013
2 min.

I debatten omkring den tilspidsede uenighed mellem PLO og Danske Regioner har der været fremsat en påstand, der nok kan være enighed om. Konfliktens sejrherre vil være den, der formulerer et hovedbudskab, som omgivelserne både forstår og vil være solidarisk med.

Udsagnet giver masser af mening. Når uenige parter forsøger at få omgivelsernes solidaritet kræver det på en naturlig måde, at disse - altså omgivelserne – forstår, hvad de skal være solidariske med. Nutidens konflikter på arbejdsmarkedet har interessant nok sjældent fået bred solidarisk opbakning fra omgivelserne.

I dag er arbejdspladser og arbejdsprocesser væsentlig mere komplicerede end for 100 år siden. Krav om mad på bordet og arbejdsforhold, som ikke slår arbejderne ihjel, samt retten til at organisere sig og tale arbejdernes sag på arbejdspladsen synes at være en del af fortiden. Solidaritetsbevægelser har behov for reelle fattigdomsudtryk for at kunne aktiveres. Risiko for magtmisbrug, frygt for at få pålagt irrelevante opgaver og fantasiforestillinger om kontrollører, der tjekker alle arbejdsfunktioner, tilhører ikke disse udtryk. Solidaritet fra omgivelsernes kræver ikke blot forståelse. Det kræver også, at man altså skal være lidt mere skidt stillet end tilfældet er for de involverede i arbejdsmarkedets moderne konflikter.

Det står derfor skidt til med PLO’s muligheder for at sikre en bred solidarisk opbakning i befolkningen. Heldigvis ser det også ud til, at det står skidt til for Danske Regioner med at få en bred solidarisk opbakning. Men Danske Regioner har desværre valgt en strategi, der ikke er afhængig af forståelse og solidaritet med den brede befolkning. I stedet har man valgt at søge hen og få hjælp fra de folkevalgte stemmer vi i fællesskab fordelte, da Folketinget blev sammensat den 15. september 2011.

Der kunne være holdt med møder med forklaringer fra Sundhedsministeriet, om at de folkevalgte ikke længere ønskede den nuværende model. Andre modeller kunne være kastet på bordet. Køb vores klinikker og ansat lægerne som i Sverige eller lav en franchisemodel, hvor man som praktiserende læge kan købe sig retten til at sælge almen praksis-produkter på vegne af samfundet. Vi kunne fortsat være uenige, men uenigheden havde været synlig. Både for de praktiserende læger og for den brede befolkning med eller uden solidaritet.

Nu bliver sejrherren meget vel den, der har magten. Men det bliver en sejrherre, som ikke har indsigt i de praktiserende lægers kerneydelse eller til hensigt at udvikle den primære sektor i et ærligt samarbejde med de praktiserende læger.