Skip to main content

Karle H, Birgens H. Hæmatologi. Basisbog. 5. udgave

Ole Weis Bjerrum

2. nov. 2005
2 min.

Den store mængde af information om medicinske emner kan gøre det væsentligt at have adgang til materiale, som hurtigt giver overblik, forståelse og praktisk omsættelig viden. Hæmatologi, basisbog er et godt valg til det kliniske arbejde med blodsygdomme.

Forfatterne giver en klar indføring i fysiologi, praktisk anvendelig diagnostik og behandlingsprincipper. Kortfattet, klart fremstillet og praktisk relevant gennemgås i den anden del af bogen både det benigne hæmatologiske spektrum, der ofte optræder i en klinisk problemstilling på hospitalsafdelinger og i primærsektoren: fx med paraklinisk indgang fra anæmi, trombocytose, neutropeni, koagulationsforstyrrelser eller det objektive fund: fx ved påvisning af splenomegali, samt diagnoser, der umiddelbart fører patienten til specialafdeling: fx leukæmi eller et malignt lymfom. De diagnoserelaterede afsnit indledes med en oversigt fulgt af en specifik omtale af tilstandene. Den enkelte diagnose gennemgås traditionelt med definition, symptomer, terapi og prognose.

Kombinationen af letlæselig tekst, talrige informative figurer, skemaer og tabeller samt morfologi- og billeddiagnostik - mange illustrationer i farver, bidrager til en pædagogisk helhedsoplevelse. Et detaljeret stikordsregister, hyppige henvisninger i teksten til andre afsnit, angivelse af kapitler øverst på siderne og med opremsning i indholdsfortegnelsen gør det nemt at finde et emne. Basisbogens struktur og karakter tillader, at den anvendes som et redskab til at lære hæmatologi i forbindelse med det første møde med specialet samt som en opslagsbog, der umiddelbart bibringer forståelse og befordrer håndtering af en konkret, klinisk problemstilling. Bogen henvender sig til læger og andre faggrupper under uddannelse eller ved et ønske om en generel opdatering om et hæmatologisk emne. Bogen kan være en inspirationskilde for undervisere i hæmatologi på flere niveauer.

København: Munksgaard Danmark, 2002.

304 sider. Pris: 338 kr.

ISBN 87-628-0242-9.


###h%e6mabog###